Borgermøde om varmepriser

Forbrugere savner svar på den store prisstigning på fjernvarme

Lone Hejlskov
Nu får forbrugerne klarhed over, hvorfor varmeprisen er steget med 50 procent. Arkivfoto
Lokalpolitik 6. marts 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Et borgermøde 12. marts på Restaurant Hedelund skal give forbrugerne svar på, hvorfor fjernvarmeprisen er steget med 50 procent fra 2006 til 2007. Det mener forbruger og byrådsmedlem Karsten Frederiksen (K), der er behov for. Derfor har han taget initiativ til mødet, hvor tidligere formand for Forsyningsudvalget, Ole Lysgaard Jensen og den nuværende udvalgsformand Jens Fjendbo Jensen (V) er inviteret. - Folk savner svar og det er det der udmønter sig i, at der er store reaktioner. Folk er uforstående og vil gerne have en forklaring på, hvad det er, der gør at prisstigningen skal være så stor, siger Karsten Frederiksen. Prisen er steget fra 550 kroner til 825 kroner pr. MWh og for en gennemsnitlig forbruger med et hus på 130 kvadratmeter betyder det en stigning på omkring 6.000 kroner om året. Som formand for teknik- og miljøudvalget har Karsten Frederiksen ikke ansvar for forsyningsområdet. Alligevel blander han sig, ikke mindst fordi han har fået mange henvendelser fra folk, der er frustrerede. - Der er virkelig mange mennesker, som tilkendegiver, at de ikke har råd til at betale så høj en fjernvarmepris og at det virkelig er noget, der nu belaster folks privatøkonomi. Jeg får utrolige mange henvendelser fra forbrugere, der simpelthen ikke kan forstå det her og de ønsker et svar på, hvorfor det her måtte være nødvendigt, og det kan man altså ikke blive ved med at sidde overhørig. Der har været ældre ægtepar, som er kommet hen til mig og har sagt, at nu må I simpelthen gøre et eller andet ved det, siger Karsten Frederiksen. Han mener, at borgerne er blevet misinformeret og henviser til et forbrugermøde i august sidste år. Ifølge Karsten Frederiksen blev der, i den forbindelse, meldt en pris ud på fjernvarme i 2007 på 625 kroner pr. MWh, og kort tid efter ender prisen så i stedet på 825 kroner pr. MWh. - Det er min opfattelse, at forbrugerne med rette må føle sig groft misinformerede på det borgermøde, fordi de øvrige udvalgsmedlemmer, hvoraf også den nuværende formand sad i udvalget på det tidspunkt, ikke tilkendegav, at man var uenig med den tidligere formand Ole Lysgaard Jensen. Nu er det så blevet priser, der er steget 50 procent og det er så der folk siger hvad går det her ud på, siger Karsten Frederiksen, der forventer at blive præsenteret for regnskaberne for 2005 og 2006 ved borgermødet. Jens Fjendbo Jensen oplyser, at han agter at deltage på borgermødet, men vil derudover ikke kommentere sagen yderligere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...