Lokalpolitik

Borgermøde påvirker byrødderne

Økonomiudvalget har borgernes ønsker i tankerne

BIRKELSE:De netop afsluttede borgermøder har tilsyneladende haft sin virkning på byrødderne. Således havde medlemmerne af økonomiudvalget blandt andet borgermødet i Birkelse i baghovedet, da de besluttede ikke at sælge et areal af den tidligere Fjerritslev-bane i Birkelse. Begrundelsen var, at dette areal på et senere tidspunkt kan indgå i et sti-system og rekreativt område. - Vi har hørt signalerne om, at der er ønske om at udbygge cykelstien på den gamle bane, og derfor har vi valgt ikke at sælge, siger borgmester Ole Lykkegaard Andersen (V). Borgmesteren fortæller, at de ønsker, borgermøderne smed af sig, blev diskuteret, da økonomiudvalget holdt møde. En udbygning af cykelstien på den gamle Fjerrtislev-bane, så der også kan cykles mellem Ryå og Ulveskoven, har længe stået højt på ønskeseddlen hos borgerne i Birkelse. Svend Andersen fra initiativgruppen er da også meget glad for de positive takter blandt politikerne. - Det er godt, når politikerne begynder at handle og ser positivt på vores ønsker, siger han. Svend Andersen ser nu frem til, at udbygningen kan begynde, så banen mellem Ryå og Ulveskoven måske kan komme på Margueritruten.