Klæstrup

Borgerne bliver hørt om busser

Alle muligheder skal undersøges, inden der tages beslutning om besparelser, mener udvalg

Der vil ske besparelser på den kollektive trafik i år. Men måske bliver besparelserne ikke så voldsomme, som først antaget. Udviklings- og planlægningsudvalget har nemlig valgt at udsætte beslutningen om, hvor den kollektive trafik skal spare på baggrund af de mange høringssvar, der er kommet til forslaget til en ny køreplan. Forslag til en ny køreplan udspringer fra en analyserapport fra Nordjyllands Trafikselskab. En rapport der viser, at der kan spares 2,2 millioner kroner ved at lave en omfattende omlægning af busserne i Brønderslev Kommune. Især skoleruterne er genstand for store forandringer. Men der er også foreslået, at rute 203 fremover skal køre uden om Sterup, at en bybusrute i Brønderslev skal nedlægges, og at bybusserne skal holde fri, når skolerne har ferielukket. I Sterup har forslaget fået borgerne til at skrive under på en underskriftindsamling for en bevarelse af rute 203 igennem byen. I Hellum har borgerforening gjort opmærksom på, at elever fra Klæstrup området skal sidde en halv time længere i bussen, hvis omlægningerne af skoleruterne bliver virkelighed, og samme problematik har forældre fra Kraghede området gjort opmærksom på. Og det er disse svar fra borgerne, som Udviklings- og planlægningsudvalget nu vil forsøge at imødekomme, så vidt muligt. - Det er dejligt, at så mange er kommet med høringssvar. Det vidner jo om, at den kollektive trafik er noget, der berører folk. Og det er ikke kun fra folk der er utilfredse, men vi har også fået mange gode ideer, siger udvalgsformand Bendt Danielsen (Borgerlisten). - Nu skal forvaltningen finpudse forslaget på baggrund af de mange høringssvar og se på, om der er noget, der skal laves om. Og så får vi et færdigt forslag til næste møde, hvor vi vil træffe en beslutning, tilføjer Bendt Danielsen og gør opmærksom på, at der allerede er fundet en delløsning i Sterup. - I Sterup har vi mulighed for at sætte en ekstra afgang ind, uden at det koster noget. Og det er den slags muligheder, vi nu skal have undersøgt, siger han. Selvom udvalget kun er blevet pålagt at spare 1,1 mio. kr. i forbindelse med budget 2009, så er Bendt Danielsen klar over, at det kan blive nødvendig at gennemføre hele den mulige besparelse på 2,2 mio. kr. - Vi er jo blevet enige om, at alle udvalg skal være med til at bidrage til de stigende udgifterne til anbringelser af børn og unge, siger han. Bendt Danielsen gør også opmærksom på, at både Ældrerådet og Handicaprådet har anbefalet forslaget til en ny køreplan.