Lokalpolitik

Borgerne må blande sig

Byrådet beder borgerne give deres besyv med om kommunens fremtidsplan.

Byrådet håber inderligt at borgerne vil blande sig rigtigt meget i deres arbejde! Byrådsmedlemmerne besluttede nemlig på byrådsmødet tirsdag at sende det færdige oplæg til kommuneplanen - den første i storkommunens historie - ud i offentlig høring. En kommuneplan er et oplæg til, hvordan fremtiden skal se ud i Hjørring kommune inden for stort set alle områder. Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo? Hvordan skal miljøet vogtes? Hvor skal der ligge vindmøller? Hvilke byer skal have status af landsbyer, hvilke som lokalbyer? Hvad med energibesparelser? Samt en hoben andre emner. Da kommuneplanen kun er et oplæg - omend et meget grundigt og omfattende et af slagsen, som afløser kommuneplanerne for de fire gamle kommuner - så lød der opfordringer fra alle partier til borgerne om at blande sig kraftigt. Kommunen sætter i øvrigt alle sejl for at informere borgerne om kommuneplanen, og få dem inddraget i den. En helt ny hjemmeside om kommuneplanen kommer op at køre fra 9. februar, når kommuneplanen officielt sendes ud i offentlig høring. - Jeg vil kraftigt anbefale folk at kigge ind på den. Den er meget overskuelig og flot med masser af materiale, sagde borgmester Finn Olesen (S). Hjemmesiden hedder www.nyespor.dk Som led i tilbuddet til borgerne arrangeres der desuden en kommuneplanmesse i Metropol 12. februar kl. 15-20, hvor man bare skal møde op og give sit besyv med, og stille alle de spørgsmål, man lyster.