Aars

Borgerne skal betale en del af anlægsprojekt

- Uden folkelig opbakning ingen renovering af lystanlægget

AARS:Borgerne i Aars kommer formentlig selv til at betale en del af renoveringen af det 107 år gamle lystanlæg. Det forudså formanden for "Komitéen til bevarelse og forskønnelse af Aars Lystanlæg" Jens Bräuner på borgermødet om anlæggets fremtid. - Det er nok naivt, at tro, at Aars Kommune vil bidrage med hele beløbet, vurderede han. Derfor skønner han, at det er helt nødvendigt, at der viser sig, at være en folkelig opbakning bag renoveringen. Jens Bräuner stillede derfor allerede på borgermødet en indsamling blandt byens borgere i udsigt. - Og så håber vi, at Aars Kommune eksempelvis vil fordoble beløbet, sagde han. Der er ikke sat kroner på det projekt, som komitéen lagde frem på gymnasiet. Det ligger dog fast, at det er væsentligt billigere end det byparkprojekt til otte millioner kroner, som oprindelig blev lavet af Rosseels Tegnestue. Aars Kommune har principgodkendt projektet, og vil - vurderer teknisk udvalgs formand Bjarne Jensen - sætte en million kroner af til at rense vandet i Skøjtesøen og Lystanlægget næste år.