Borgersen har lang vej endnu

AAB - RANDERS 4-2 (2-1) FODBOLD, TRÆNINGSKAMP AALBORG: Den tilbagevendte midterforsvarer hos AaB, norske Bård Borgersen, ser ud til at have et godt stykke til vanligt niveau, specielt i spillet langs jorden, hvor man kun kan frygte, at hans hurtighed, eller rettere mangel på samme, kan blive kostbar. Det vil sandsynligvis være endnu tydeligere, når AaB står over for skarpere angribere end dem, 1. divisionsholdet fra Randers bød på i går i træningskampen i Gigantium. Det var et kiks mellem Borgersen og Jacob Krüger, der gav Mogens Laursen en gratis chance og scoring til 0-1, og der var et par andre, løse situationer i AaB-forsvaret omkring nordmanden, der så betænkelige ud. Nu fik gæsterne blot udnyttet en enkelt af dem - da målmand Jimmy Nielsen kun fik halvklaret et skud, så Lars Nielsen kunne følge op og score til 2-2 på riposten. Til gengæld ser angriberen Thomas Augustinussen ud til at melde ind omkring pladserne i front, hvor den skadede topscorer Christian Lundberg måske kan blive savnet. Med to scoringer - og fremtvingelse af et straffespark - viste Augustinussen, at han er et kvalificeret bud på manden i front, der kan få bolden i netmaskerne. Allan Gaarde satte en smuk scoring ind for AaB til 1-1, da han klistrede bolden ind i det fjerneste målhjørne fra stor afstand, og Thomas Augustinussen bragte AaB på 2-1 med et snævert træk og en flad scoring. Han var på færde igen i anden halvleg, men blev fældet af målmand Christian Kemp, som lavede straffespark mod AaB'eren og blev udvist. Martin Ericsson scorede på Randers' reservemålmand Martin Laursen, som kom ind, uden at holdet - på AaB's foranledning - skulle tage en anden ud, og Thomas Augustinussen slukkede og lukkede med en fin scoring til 4-2 på det fløjlsbløde, indendørs underlag. Kampfakta: Mål: 0-1 Mogens Laursen (20. minut). 1-1 Allan Gaarde (28. minut). 2-1 Thomas Augustinussen (30. minut). 2-2 Lars Nielsen (47. minut). 3-2 Martin Ericsson, straffespark (68. minut). 4-2 Thomas Augustinussen (81. minut). Udvisning: Christian Kemp, Randers (68. minut).