Borgerskabets brutale tyranni

Vi er i den øvre ende af borgerskabet, nyrigdom med et skær af klasse, Danmark i 50'erne, Krøniken har også angivet tonen. Chr. Kampmanns store firebindsværk om familien Gregersens liv og lidelse er filmatiseret med stor troskab mod værket - helt ned i replikkerne, der i lange forløb falder så tæt på bogen, at man kunne tro, det var et filmmanuskript, Chr. Kampmann skrev dengang. Det er hvad man kalder en tro, nøjagtig filmatisering, næsten en hel time pr. bind. Og det er forbløffende godt. Tiden er hurtigt gået - maxi-helaftens-spilletiden mærkes ikke, personerne har godt fat, følelserne breder sig ned i salen, ikke bare som med-følelser, men også den slags følelser, hvor man ville ønske man kunne gribe ind og advare og vise nye veje. Det kræver en del fortælleteknik at rejse næsten 20 år gennem tiden med stort set de samme skuespillere til at spille personerne. Heldigvis har filmen næsten undgået pinagtige kunstige ældninger og ladet skuespillerne selv skabe forandringen. Kun i helt enkelte nøgleroller, hvor forvandlingen går fra barn til voksen, har instruktøren Charlotte Sachs Bostrup valgt at lade to spillere løse rollen. Og det går godt. Mette Gregersen som lillesøsteren Maj på 13 kunne sagtens være blevet til Sofie Lassen-Kalkhe 10 år senere. Udviklingen fra pubertetspigens alt for voksne, trodsige og tavst vrede øjne flytter over i den voksne kvindes blanke, alt for vidende, kølige og følelsesstumme blik. Uskyld er forvandlet til desillusion, livshåb til spirende kynisme. Sofie Lassen-Kahlke kommer for alvor igennem her, stærk og præcis i sit dulgt forpinte udtryk. Det er godt at se. Og den allerede forkætrede scene, hvor de to meget unge søskende har sex med hinanden, nysgerrigt, tilbageholdt, villet kølige og lidenskabsløse, har materialet i sig til at blive filmhistorie. Man kan ærgre sig over den lidt for flittige brug af hvid røg til at understrege lyssætning og stemning, men det tager ikke livet af den fortrængte sensualitet. Det er en film om en familie, og der er ingen egentlig hovedperson: familien er kollektivt i hovedrollen. Men Bo, der bliver student i starten af filmen, har alligevel en nøglerolle som den kredsende iaggttager, både behagesyg og opsat på at påtage sig sit eget liv - især da han erkender sin homoseksualitet og tillader sit liv at blomstre. Han spilles intenst lavmælt og mørkt af Thomas Levin, der står tilbage i bevidstheden når filmen er slut som en tilstedeværelse mere end som en person, netop som den afdøde Kampmann selv er til stede i bøgerne. Der er ægte stort skuespil hos Laura Drasbæk som søsteren Karen, kærlighedshungrende og evigt ulykkelig, fuld af skyld og sorg efter en barndom med uigengældt kærlighed til moderen og en tidlig ungdom som au pair-deporteret i England, hvor hun til overflod er blevet voldtaget af husherren. Det sker så for hende igen og igen, elsker og bliver afvist, viser tillid og bliver voldtaget. Den krænkede og krænkende seksualitet er sammen med kærlighedsløsheden og den gentagne afvisning hovedmotiver i den stort og bredt fortællende film - så langt og så mange kræfter og så bare for lidt følelser. For sådan er det jo: Næsten umålelige nanoelektriske impulser styrer verden. Her er kursen skæbnetung. Det går ikke godt fra 50'erne til 70'erne, hvor filmen lander i et nyt afsæt - som i en hækkeløbers korte nedspring. Her sidder næste generation, symbolsk frysende ved havets rand på Rubjerg Knude, allerede mærkede og desillusionerede og uden tillid til deres forældre. Parat til at gennemgå deres eget lange, sårbare, ulykkelige forløb gennem et umuligt liv. De tror ikke på nogen, har kun sig selv at håbe på. Undervejs er den tidligere kultur med nøjsomme danskere og hjemmegående mødre i faste mønstre forvandlet til en ny tids opbrudsstemte, norm-væltende, grænsesøgende menneskehed - som igen allerede er på vej ind i nye normer, der meget ligner de gamle. Det er ikke kønt at se på, når det gamle bryder sammen, men nægter at dø, eller når det nye vokser frem og nægter at forstå. Alle disse store strømme er også med. Sine steder mesterligt, andre steder en smule tungt og uelegant fortalt. Men med hovedvægten på det første. Det er en stor præstation. Men alligevel i overkanten af selvforståelse, når filmens producent selv lader plakaten sende Godfather-signaler med sort-rød faderprofil og hvid skrift. Det er synd for en film, der faktisk flyver så højt, som "Familien Gregersen" gør, når den er bedst. Det er den bl.a. i storebror Eriks forløb som en forkælet, følelsesmæssigt invalideret kold skid af en forvokset baby-mand, der intet forstår og intet sanser ud over sig selv. Kristian Tomislav Ibler må et gennembrud her. Vi bør blive ved. Pia Vieth som moderen, Steen Springborg som faderen er på konstant kurs mod klicheen, men glider af på den og overrasker igen og igen med personlighedssider, der er alt andet end kliche. Og Kirsten Norholt og Peder Hesse Overgaard som tante Tjumse og mand - jamen, det er ikke komik det hele. Det er i høj grad lykkedes Charlotte Sachs Bostrup og hendes hold at forløse dette moderne nationalepos et godt stykke ud over det forventede. Der er kommet en flot, bred, medrivende og bevægende storfilm ud af det. Tillykke med det. "Familien Gregersen" Danmark 2004. Instruktør Charlotte Sachs Bostrup. Tre timer, 30 minutter - plus pause. (Regn med ca. 45 kr. i P-afgift i Kennedy-Arkaden Aalborg). Till. o. 7 år - anbefales o. 11.