Borgerstuen havde fuldt hus

Der var godt fyldt op, da Borgerstuens nye forpagter holdt åben hus-

BRØNDERSLEV:Der er stillet øl, vand og mad frem til gæsterne. Borgerstuens nye forpagter Kristian "Kesse" Jespersgaard fylder op på bordet lige inden for døren. Der er ikke mange stole ledige i lokalet og folk griner og snakker højlydt, mens flaskerne i en næsten uafbrudt strøm klirrer mod hinanden. To unge fyrer står og sukker over et bordfodboldbord. De har puttet en tier i bordet, men der er kun kommet én bold ud, så det bliver et kort spil. Kristian Jespersgaard giver dem deres penge tilbage. - Jeg skal nok sørge for, at det virker i aften, siger han smilende. Kristian overtog Borgerstuen fra to kammerater, der tidligere forpagtede den. - Jeg vidste, at de havde tænkt sig at stoppe, og så syntes jeg, at det kunne være sjovt. - Og så er der jo også kun én til at dele overskuddet nu, siger Kristian og griner højt. Han har stillet op til et interview over bordfodbold-bordet, der nu er det eneste ledige bord i lokalet. Travlt i fritiden De to unge fyrer, der ikke kunne spille, har i stedet kastet sig over spilleautomaterne i hjørnet. Temaet fra filmen Rocky lyder dæmpet ud af højttalerne og går over i Sky Radios jingle. - Sky Raaa diiii oooo. Kristian Jespersgaard har rigeligt at lave ved siden af sit job i Borgerstuen. Han er lidt af en sportsidiot, siger han selv. - Jeg spiller fodbold og floorball. Og så spiller jeg også golf. Så der er rigeligt, siger han. Folk har taget gaver med, og de er flot sat op på et bord for enden af baren. Kristian må være en tørstig herre, for det er hovedsagligt sprut og udenlandske øl, som folk har taget med. Der har lige sneget sig en knivblok og "kogebog for fattigrøve" ind i mellem. God gammel stil Han er 26 år og født og opvokset i Øster Brønderslev. Udlært i butik i Aalborg og har stået i butik i København, inden han vendte hjem til Brønderslev-egnen. Nu skal han så forpagte Borgerstuen, der har åbent alle ugens dage. - Jeg vil gerne køre den videre i samme stil som mine forgængere. Med live-musik og nogle andre arrangementer, fortæller Kristian. Den enarmede tyveknægt har åbenbart røvet de to unge fyrer, for de har i stedet givet sig til at bladre i Ekstra Bladet. Øjnene falder på 29-årige Lonni fra Brabrand, der pryder side ni. De studerer kort siden og bladrer videre til sporten. Kristian Jespersgaard fylder flere øl op på det lille bord ved indgangen. Gratis øl er sjovt nok det mest populære mærke i dag, og efterspørgslen er stor.