Lokalpolitik

Borgmester afviser kritik

Anny Winther (V) finder som borgmester at en sund økonomisk drift af Rebild Kommune har førsteprioritet.
 Arkivfoto: Ajs Nielsen

Anny Winther (V) finder som borgmester at en sund økonomisk drift af Rebild Kommune har førsteprioritet. Arkivfoto: Ajs Nielsen

REBILD:Som borgmester for Rebild Kommune forstår Anny Winther (V) ikke kritikken fra partifællen, købmand Sten Jensen i Bælum. – At kommunens indkøbsafdeling har indgået en rammekontrakt om fremtidig levering af fødevarer samt drikkevarer til blandt andet alle de mindre kommunale institutioner har udgangspunkt i den indkøbspolitik, som det samlede byråd vedtog tilbage i marts 2007, påpeger Anny Winther. På samme tid understreger borgmesteren, at EU stiller krav om at offentlige vareleverancer over en vis volume, blandt andet hos landets kommuner, skal i udbud blandt mulige leverandører. Kræver ressourcer – Reelt kunne vi selv have lavet et udbudsmateriale, hvilket vi dog har droppet fordi det rent personalemæssigt ville have kræver mange ressourcer. I stedet har vi valgt at benytte os af den aftale, som Statens og Kommunernes Indkøbs Service SKI på landsplan har med Inco og det Økologiske Grønne Torv om leverance af fødevarer samt drikkevarer til mindre institutioner, forklarer Anny Winther og tilføjer: – For øvrigt åbner rammeaftalen op for, at de mindre kommunale institutioner fortsat kan handle en mindre del af deres dagligvarekøb lokalt. Eksempelvis hvis de her og nu mangler mælk eller mel og gær til at bage eller koldskål i meget varmt vejr. Økonomien har førsteprioritet Uanset kritikken fra købmand Sten Jensen finder hun som borgmester, at en sund økonomisk drift af Rebild Kommune har førsteprioritet. – Det nytter jo ikke at træffe alle politiske beslutninger med udgangspunkt i landsbypolitikken. uanset at nogle byrådsmedlemmer måske godt kunne tænke sig det. Handler vi ikke optimalt økonomisk forsvarligt i den daglige drift af kommunen, vil vi jo helt sikkert også blive klandret for dette forhold, pointerer borgmesteren. Hvor stor en rabat og dermed årlig besparelse Rebild Kommune helt præcist opnår ved den nye rammekontrakt omkring leverance af fødevarer ved hun ikke helt præcist og henviser i den forbindelse til indkøbsafdelingen i den kommunale administration. – De opnåede besparelser generelt indgår også som en vigtig brik i de nødvendige kommunale besparelser, tilføjer hun.