Lokalpolitik

Borgmester afviser kritik

PANDRUP:-Det er utidigt, at et folketingsmedlem kommer med kritik af en kommune på den måde uden at have sat sig dybere ind i, hvad vi gør i Pandrup Kommune for de 0-18 årige. Det siger borgmester Flemming Jansen (V) ovenpå kritikken fra folketingsmedlem Mogens Nørgaard Pedersen (KD) af den kommunale indsats. Kristendemokraten kritiserer Pandrup Kommune for modsat nabokommunerne ikke at have en opsøgende ungdomsmedarbejder til at dæmme op for unges misbrug af narkotika. Mogens NørgaardPedersen kom med sin kritik i NORDJYSKE fredag på baggrund af en undersøgelse, som viser, at en tredjedel af eleverne i 8. klasse på Jetsmark Centralskole har fået tilbudt stoffer. Men Flemming Jansen peger på, at kritikken er forfejlet, og at Mogens NørgaardPedersen ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i kommunens indsats. -Dette handler jo ikke udelukkende om, vi har en opsøgende ungdomsmedarbejder eller ej. Der er mange forskellige, som foretager en indsats, det gælder blandt andre de mange frivillige foreningsledere, siger Flemming Jansen og understreger, at han hermed ikke tager stiling til, om Pandrup skal have en opsøgende ungdomsmedarbejder eller ej. Men han fremhæver blandt andet de muligheder, som JetsmarkHallerne tilbyder. - Hvis vi ser på vores facaliteters standard, så vækker de beundring i de nabokommuner, som Mogens NørgaardPedersen fremhæver i sin kritik af Pandrup, siger Flemming Jansen. Han mener derfor, at det ikke kan være tilbud fra foreningslivet, som de unge mangler. - Selvfølgelig kan vi altid gøre tingene bedre, end vi gør i dag. Men desværre virker denne kritik, som om der er en folketingspolitiker, der lige skal markere sig og score nogle billige point på en sag, der er poppet op, siger Flemming Jansen. Dog tilføjer han, at der ér problemer på området, som der skal gøres noget ved. - Det er svært at sige, hvad vi skal gøre. Hvis jeg vidste det, så havde vi jo allerede sat ind, siger Flemming Jansen.