Borgmester beklager makkerens farvel

Borgmester Arne Boelt (S) er overrasket og beklager Daniel Rugholms farvel til lokalpolitik

Ved valget i 2013 kunne Arne Boelt og Daniel Rugholm lykønske hinanden med hver sin personlige triumf. Arne Boelt med 10.600 personlige stemmer og Daniel Rugholm på andenpladsen med 3200 stemmer. 

Arkivfoto: Henrik Louis

Ved valget i 2013 kunne Arne Boelt og Daniel Rugholm lykønske hinanden med hver sin personlige triumf. Arne Boelt med 10.600 personlige stemmer og Daniel Rugholm på andenpladsen med 3200 stemmer. Arkivfoto: Henrik Louis

HJØRRING:Det kom som en stor overraskelse for Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), at 1. viceborgmester Daniel Rugholm (K) onsdag aften meddelte, at han trækker sig som borgmesterkandidat og partiets spidskandidat til kommunalvalget 21. november.

- Jeg sank lige en klump og synes det er meget beklageligt, siger Arne Boelt

For selv om Daniel Rugholm på papiret har været en populær borgerlig konkurrent til borgmesterposten, så har virkeligheden i mange år været et tæt samarbejde mellem socialdemokraterne og de konservative i Hjørring Byråd.

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde og makkerskab, ikke mindst om de store og vanskelige beslutninger, f.eks. om skolestukturen, siger Arne Boelt (S).

Han tilføjer, at Daniel Rugholms store styrke har været en veludviklet realitetssans omkring det lokalpolitiske arbejde.

Traditionen for socialdemokraternes konstituering med de konservative, kan da også give ekstra spænding op til kommunalvalget.

Daniel Rugholms gode personlige valg med 3200 stemmer, fordoblede partiets antal mandater fra to til fire ved valget i 2013. Det er nu uvist om en ny spidskandidat kan fastholde dem.

Venstre vejrer morgenluft

Venstres gruppeformand og borgmesterkandidat, Henrik Jørgensen tror da også, at han kan blive styrket af Daniel Rugholms farvel.

- Jeg er sikker på, at det øger mine chancer for at blive borgmester. Jeg har fået mere politisk erfaring og jeg tror, at venstre kan vinde nogle stemmer tilbage på det her, siger Henrik Jørgensen

Daniel Rugholm har besluttet at satse på landspolitik og sin erhvervskarriere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.