Borgmester: - Det har ikke været godt nok

Borgmester Anny Winther beklager fejl, men glæder sig over, at mennesket er prioriteret over papirarbejdet i sagen om Anna og Christian Nielsens datter.

Asbjørn With
Borgmester Anny Winther (V), beklager de fejl, som Rebild Kommune har begået. Arkivfoto: Ajs Nielsen
Socialforhold 23. februar 2012 05:00

- Jeg er ikke glad for at høre, at der ikke er blevet ført journal i et halvt år. Sådan lyder borgmester Anny Winther (V) umiddelbare reaktion på, at der ikke er skrevet et ord i journalen om Anna og Christian Nielsens datter i et halvt år. Parret har fået aktindsigt i deres datters journal hos Rebild Kommune, og heri kan de konstatere, at der, siden deres autistiske datter blev udskrevet 30. juni 2011 efter 24 døgns indlæggelse på børnepsykiatrisk afdeling, ikke er skrevet et eneste ord i datterens journal. Oplysningen er ny for borgmesteren. Der er lavet en ledelsesmæssig redegørelse i sagen, men i den nævnes den manglende journalføring ikke. Ikke godt nok Direktør Søren Kjær erkender, at reglerne om skriftlighed i sagsbehandlingen ikke er overholdt. - Det har vi ikke gjort godt nok. Det erkender vi i den her sag, siger Søren Kjær. Da borgmesteren ikke er blevet orienteret om den manglende journalføring, er det også nyt for hende, at sagsbehandleren 26. januar skriver, at ledelsen er bekendt med, at det af forskellige årsager ikke tidligere har været muligt at ajourføre sagen. Det notat er skrevet i forbindelse med sagsbehandlerens opsummering af det halve år, der er gået, siden Anna og Christians datter blev udskrevet sidste sommer. - Jeg kan ikke svare på, hvorfor sagsbehandleren skriver sådan, siger Anny Winther. Det kan direktør Søren Kjær heller ikke. Han konstaterer imidlertid, at den blanke journal ikke nødvendigvis betyder, at der slet ikke er skrevet noget ned i sagen. - Det kan ligge et andet sted i forvaltningen. Der er flere måder at notere på, siger Søren Kjær. Der skal føres journal Borgmester Anny Winther slår fast, at man skal notere i journalen, når man har kontakt til borgere. Borgmesteren medgiver, at netop journalføringen er en vigtig del af borgernes retssikkerhed, hvis det senere bliver nødvendigt at gå tilbage og se, hvad der er sket i en sag, for eksempel i forbindelse med klager over kommunens afgørelser eller revisionens kontrol. - Borgerne skal have den sagsbehandling, de har krav på, og det er et klart politisk ansvar, siger Anny Winther. Mennesket før papirarbejdet Hun slår fast, at Center for Familie og Handicap gennem længere tid har været under et meget stort arbejdspres på grund af blandt andet sygdom og udskiftning blandt personalet. - I en meget svær tid kan det være nødvendigt at prioritere mellem mennesket og papirarbejdet. - Ud fra den ledelsesmæssige redegørelse er det min opfattelse, at mennesket er blevet prioriteret først i den her sag, og det er jeg rigtig glad for, siger Anny Winther. Borgmesterens ansvar Ressourceproblemerne i Center for Familie og Handicap er for længst erkendt politisk. - Det har ikke været godt nok i en periode, og det er selvfølgelig mit ansvar, siger Anny Winther. Byrådet i Rebild besluttede i december at tilføre Center for Familie og Handicap flere ressourcer, og der er lige nu gang i nyansættelser i afdelingen. Ønsker ikke at svare Med hensyn til de modstridende forklaringer på, hvorfor der ikke mødte en sagsbehandler fra Rebild Kommune op til udskrivningsmødet i forbindelse med Ditte udskrivning fra børnepsykiatrisk afdeling, siger Anny Winther: - Jeg ønsker ikke at debattere en konkret personsag i pressen. - Det vigtigste er imidlertid, at overdragelsen af alle relevante informationer mellem sygehusets forskellige afdelinger og Rebild Kommune, sker på faglig kompetent måde, hvad enten det sker ved møde, telefonisk eller via mail, siger Anny Winther. Ingen konkrete svar Hvad Rebild Kommune konkret har gjort, kan borgmesteren dog ikke sige. Anny Winther oplyser til NORDJYSKE Medier, at hun op til interviewet ikke har været nede i sagens nærmere detaljer, men alene forholder sig til oplysningerne i den ledelsesmæssige redegørelse. - Det vigtigste er, at der gives et godt, fagligt tilbud til den borger, som har behov, siger borgmesteren. Hun skrev 27. januar 2012 til Anna og Christian Nielsen og beklagede, at parrets datter havde "været udsat for et sagsforløb, som ikke har givet den hjælp og støtte, som hun har ret til og krav på". Nu siger Anny Winther altså til NORDJYSKE Medier, at der er sket noget i sagen. Fastholder at intet er sket - På baggrund af den redegørelse jeg har fået, er jeg glad for at kunne konstatere, at vi selv i en meget kompleks sag som denne har givet rigtig mange ydelser, siger Anny Winther. Anna og Christian Nielsen afviser dog, at Rebild Kommune har givet nogen som helst ydelser ud over dækning af tabt arbejdsfortjeneste. - Rebild Kommune har ikke givet de ydelser, de skulle, før vi gik til NORDJYSKE. Der er ingenting sket i Dittes sag. Overhovedet ingenting, siger Anna Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...