Lokalpolitik

Borgmester dybt berørt af valgresultat

Taknemlig for stor vælgertilstlutning i Nørager til Rebild Kommune

NØRAGER:Nørager Kommune bliver fremover en del af den kommende Rebild storkommune. Det var fakta, da borgmester PoulLarsen (K) med en smule forsinkelse i går aftes lidt i klokken 21 på et pressemøde i en stopfyldt byrådssal og ekstra tilhørere i døråbningen kunne offentliggøre resultatet af gårdsdagens folkeafstemning. - Forud for valget ønskede jeg personligt tre ting opfyldt, nemlig en stor vælgertilslutning, en markant tilkendegivelse samt en opbakning til kommunalbestyrelsens valg af en nordløsning. Med en valgprocent på 75,48 og over to tredjedele af stemmerne til fordel for Rebild Kommune har jeg fået alle tre ting opfyldt her i aften, og det er jeg meget glad for, erklærede en tydeligt dybt bevæget borgmester med en efterfølgende længerevarende klapsalver fra salen med over 100 tilhørere. Accept af nederlag Blandt de 13 medlemmer af kommuanlbestyrelsen har kun to foretrukket en fremtidig placering i Vesthimmerland, nemlig Orla Kastrup (V) og partikollegaen Jens Ove Hansen. - Selvfølgelig er jeg her bagefter skuffet over valgresultatet, men på samme tid er jeg glad for den markante tilslutning til nordløsningen. Det giver os i kommunalbestyrelsen et godt mandat at arbejde videre på, erklærede Orla Kastrup. Jens Ove Hansen var derimod ikke skuffet over valgresultatet, selv om han personligt havde forudset et andet resultat. - Selv om jeg personligt er overbevist om, at Vesthimmerland for de fleste af kommunens borgere havde været den bedste løsning, så er min mening jo ikke den afgørende. Det er derimod det at borgerne nu har haft mulighed for selv at bestemme over kommunens fremtid, påpegede Jens Ove Hansen, mens der blev lykønsket på kryds og tværs blandt de øvrige 11 medlemmer af kommunalbestyrelsen.