Lokalpolitik

Borgmester: Gamst må påvirke minister

De Kon­ser­va­ti­ve vil til gen­gæld have by­rå­det til at ret­te en fæl­les hen­ven­del­se om sy­ge­hu­set, der skal sen­des til re­gio­ner og sund­heds­mi­nis­ter.

Byrådet skal på mandag tage stilling til et konkret forslag fra De Konservative, der vil have byrådet til at rette en formel henvendelse til sundhedsministeren og Danske Regioner om, at et nyt sygehus skal bygges i Aalborg Øst frem for en udbygning af Sygehus Syd. Borgmester Henning G. Jensen (S) mener dog allerede, at der er meget samhørighed i det, byrådet siger. Han mener allerede, at byrådet har gjort, hvad De Konservative ønsker. - Vi har jo besluttet det, og vi har meddelt det, siger borgmesteren, der dog tilføjer, at budskabet ikke kan siges tydeligt nok. Han sender en opfordring til de konservatives gruppeformand Vibeke Gamst om at tage en meget seriøs samtale med partifællen sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og få ham til at være lydhør over for holdningen i Aalborg. - Det store arbejde, det synes jeg i høj grad Vibeke Gamst har som konservativ spidskandidat, at påvirke sundhedsministeren, så det ikke bare er nogle embedsmænd i et udvalg (Erik Juhl-udvalget red.), der skal bestemme. Ifølge Vibeke Gamst har borgmesteren i forbindelse med et byrådsmøde opfordret De Konservative til at trække forslaget, da byrådet er enige om, at man ikke vil planlægge en udbygning af Sygehus Syd. - Det vidste jeg godt, men det er ikke sikkert, at Erik Juhl-udvalget læser vores beslutningsreferater. Jeg synes jo, at vi skal træde i karakter og komme med en aktiv udmelding, siger Vibeke Gamst. Hun forventer dog, at borgmesteren er med på en fælles henvendelse. - Det bliver spændende. En ting er, hvad han mener, noget andet er, hvad han synes, at han vil gøre, for nu kom han jo ikke først. Ideen skal ikke bare være rigtig, den skal også komme fra den rigtige. Vibeke Gamst vil presse på over for sundhedsministeren. - Det er rigtigt, at vi kan løbe til sundhedsministeren, og Venstre kan løbe til finansministeren, men et eller andet sted er en samlet henvendelse underskrevet af borgmesteren på hele byrådets vegne mere betydende.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst