Borgmester: God mening med fokus på unge i nye restriktioner

De nye restriktioner begrænser sig til de unge, hvilket er fornuftigt ifølge borgmester i Albertslund Kommune.

KØBENHAVN:De nye coronarestriktioner i 17 københavnske kommuner giver god mening og rammer kun dem, de skal, mener borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen (A).

- Vi står med et stigende smittetryk især blandt de 15-25-årige. Her må man sige, at de restriktioner, der nu kommer, rammer ret præcist. Det giver god mening.

- Men der skal også arbejdes med smittetrykket for os, der er noget oppe i årene. Her er tallet også stigende, siger han.

Hos erhvervsliver slippet man billigt, selvom visse supermarkeder måske bliver nødt til at afvise kunder, vurderer borgmesteren.

- De store dagligvarebutikker bliver ramt af, at der skal være færre i butikkerne ad gangen, men jeg tror, det bliver minimalt, hvad man kan opleve af forskel. Både som kunde og indehaver af supermarkederne, vurderer Steen Christensen.

Restriktionerne gælder fra 7. december til 2. januar 2021.

Med de nye restriktioner må der blandt andet maksimalt være ti personer til idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år. Før var tallet 50 personer.

Derudover må der ikke undervises på tværs af klasser eller klassetrin for studerende på ungdoms- og voksenuddannelser.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.