Lokalpolitik

Borgmester håber på bredt forlig

AALBORG:Borgmester Henning G. Jensen (S.) håber på, at gentage kunststykket fra sidste år og forrige år, hvor næsten alle byrådsmedlemmer var med i budgetforliget. Bag dette års budget står således 29 ud af byrådets 31 medlemmer - kun de to medlemmer fra Dansk Folkeparti er ikke med. - Det er mit håb, at samarbejdslinien kører videre - det er bedst for byen, siger Henning G. Jensen. Ifølge borgmesteren har det givet en god stemning, at alle har været med til at bestemme. - Det er meget rarere, og så slipper man for at blive beskyldt for ikke at ville samarbejde, siger han. Han mener, at Aalborg har et godt udgangspunkt for at strikke et fornuftigt budget sammen. - De forudsætninger, der var i budgettet for i år, har vist sig at holde. Vi får de penge ind, vi havde regnet med, og vi styrer udgifterne meget stramt. Så det er en rigtig solstrålehistorie. I sommers indgik Kommunernes Landsforening og regeringen en aftale om kommunernes økonomi i 2005. En stram aftale, der ikke levner plads til kommunale udskejelser. - Vi har tradition for, at vi følger aftalerne med regeringen, så det gør vi også denne gang, siger Henning G. Jensen. Arbejdet med det nye budget går for alvor igang i næste uge.