Borgmester i Frederikshavn: Outlet er velkommen her!

Tættere samarbejde mellem kommunen og handelstanden skal styrke detailhandelen i kommunen

Handels- og virksomhedsforeningen Frederik advarer mod at flytte den kommunale tandpleje fra Colosseum i midtbyen. Det vil gå ud over midtbyens detailhandel. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Handels- og virksomhedsforeningen Frederik advarer mod at flytte den kommunale tandpleje fra Colosseum i midtbyen. Det vil gå ud over midtbyens detailhandel. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Turisterne står for 26 procent af detailhandelen i Frederikshavn Kommune, og i Skagen lægger turisterne næsten hver anden krone, der handles for i de lokale butikker.

Men der er stadig plads til forbedringer, hvis man skal tro den analyse, som COWI har lavet af Frederikshavn Kommunes detailhandel.

- Vi skal stå sammen og blive bedre til at koordinere de mange arrangementer, der er i vores kommune. Butikkerne profiterer af de tiltag, der gøres inden for turismen, og detailhandelen trækker arbejdskraft til vores område, siger borgmester Birgit Hansen.

Kommunen vil nu invitere handelstandsforeningerne til et stærkere samarbejde. Første skridt bliver en konference med Handels- og virksomhedsforeningen Frederik, Turisthus Nord, butikkerne og erhvervslivet i Frederikshavn om, hvordan detailhandelen kan udvikles yderligere.

- De andre byer og handelsstandsforeninger får også tilbuddet, men vi respekterer forskelligheden fra by til by. Det nytter ikke noget at tage det hele under et, siger Birgit Hansen.

Økonomiudvalget drøftede onsdag COWI’s analyse, der blandt andet peger på udbygning af området langs Hjørringvej.

Frederikshavn kan sagtens udvikle sig mod vest, men ifølge COWI er det afgørende, hvilke slags butikker, man placerer i periferien.

Frederikshavn kan sagtens udvikle sig mod vest, men ifølge COWI er det afgørende, hvilke slags butikker, man placerer i periferien.

K: Tænk ud af boksen!

Peter Nielsen (K) mener, Frederikshavn skal tænke ud af boksen - og erkende, at Hjørring har vundet kampen om de store kædebutikker. Frederikshavn bør i stedet kigge sydpå og planlægge outlets og store kædeforretninger ved motorvejen syd for Sæby, siger de konservatives mand i byrådet.

Han peger på Ringsted, der har haft kæmpe succes med et outlet.

- Outlet er velkommen

Borgmesteren afviser, at Frederikshavn har tabt nogen kamp til Hjørring.

- Vi kan så meget andet. Vi har en meget populær gågade, og vi skal ikke opgive at gå efter de store kæder, der kan give afledt handel i mindre butikker. Men det må ikke være på bekostning af de mange lækre specialbutikker, vi har i midtbyen.

- Stena Line har tidligere opfordret os til at bygge en outlet, og det planlægger vi gerne for, hvis nogen har mod på det, siger borgmester Birgit Hansen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.