Borgmester i kamp for havnejob

Aalborgs borgmester Henning G. Jensen flyver på mandag til Grønland for at kæmpe for Aalborgs mange arbejdspladser i Grønlandshavnen.

Caspar Birk
Henning G. Jensen: - Vi skal blandt andet besøge Royal Arctic Line, Royal Greenland og Nuuk Kommune, som er vores venskabskommune. Derudover har Hjemmestyret bedt os om at lave noget materiale om relationer mellem Grønland og Nordjylland med fokus på Aalborg arkivfoto: grete dahl
Lokalpolitik 14. april 2006 23:46

- Vi vil gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at det lykkes, siger Henning G. Jensen, der også er formand for Aalborg Havn. Charmeoffensiven for at bevare Grønlandstrafikken omfatter en mindre Aalborg-delegation, og rejsen er kommet i stand på baggrund af en invitation fra landsstyreformand Hans Enoksen, men hverken Esbjerg Havn eller Århus Havn, som er de to bejlere til Grønlandstrafikken, har fået en invitation. Den blev givet, før Grønlands Hjemmestyre for nylig besluttede at sende trafikken ud i licitation. Henning G. Jensen erkender, at der er meget på spil, ikke kun arbejdspladserne i Grønlandshavnen. Op mod 1000 job er direkte og indirekte knyttet til havnen. - Mange firmaer, herunder speditionsfirmaer, baserer en stor del af deres omsætning på Grønlandstrafikken. Den er fundamental for mange firmaer i Nordjylland, siger Henning G. Jensen. Bestyrelsesformand for Esbjerg Havn Flemming Enevoldsen synes, at invitationen er lidt besynderlig, når man står over for at afgive bud i en licitation. Han forstår dog godt, hvorfor Henning G. Jensen & Co. rejser derop. - Jeg havde da også forventet, at Aalborg Havn ville kæmpe med næb og kløer for at beholde Grønlandsbutikken, siger han og peger på, at Esbjerg måske vil følge Aalborgs rejseeksempel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...