Lokalpolitik

Borgmester: Naturen nedprioriteres ikke

Naturen og miljøet i Rebild syltes ikke, lover Anny Winther (V). borgmesteren og med hende et flertal i byrådet, mener at godt og veltilrettelagt arbejde er vigtigere end tidsfrister

Et flertal i byrådet vil ikke overholde tidsfristerne for udarbejdelsen af indsatsplaner på grundvandsområdet. Men det betyder ikke at naturen og miljøet nedprioriteres, understreger borgmester Anny Winther (V). SF har kritiseret af et byrådsflertal ikke ville stemme for partiets forslag om at tilføre området flere penge, så tidsfristerne kan overholdes. Men det er der en god grund til. - Jeg tror, vi får en langt bedre sagsbehandling ved at brede arbejdet ud over længere tid, siger Anny Winther. Kommunen er forpligtet til at lave indsatsplaner for otte grundvandsområder, som Naturstyrelsen Aalborg har udpeget, senest et år efter kommunen modtager kortmaterialet. To medarbejdere er allerede ansat til at arbejde med indsatsplaner i de kommende år. For nuværende arbejder de på de to områder, hvor kortmaterialet er ankommet. Naturstyrelsen har bebudet, at materialet for yderligere to områder bliver fremsendt omkring årsskiftet. - Vi kan altså ikke trække materialet i en automat. Vi er nødt til at vente, og hvis "omkring årsskiftet" først er til februar, så duer det ikke, at vi bruger penge på at ansætte flere folk fra 1. januar, siger Anny Winther. Ved at strække sagsbehandlingen fra to til tre år, og til gengæld sikre arbejde til de to ansatte over alle årene, håber Anny Winther, at de ikke vil lade sig friste af tilbud andre steder fra. - Hvis deres viden bliver i kommunen, tror jeg på, at sagsbehandlingen og dermed indsatsplanerne bliver bedre til glæde for natur, miljø og grundvand, siger Anny Winther.