Borgmester: Nej til rør

Klar udmelding om Lønstrup fra Finn Olesen til Folketinget

Lone Beck
Svend Bjørnager - også kendt som Lønstrups borgmester - trakterede med bjæsk og anekdoter i Lønstrups gamle redningshus. FOTO: HANS RAVN
Lokalpolitik 22. marts 2007 05:00

LØNSTRUP: - Eksperimenterne må være ved at være slut nu. Vi har ikke råd til at satse på noget risikabelt her i Lønstrup. Den klare udmelding gav borgmester Finn Olesen (S) Folketingets Trafikudvalg, da udvalget i går eftermiddags besøgte Lønstrup ledsaget af Poul Jakobsen fra Skagen Innovations Center samt repræsentanter fra Kystdirektoratet og professor Hans F. Burcharth. Poul Jakobsen forsøgte dog alligevel at ”sælge” sin rørmetode til Lønstrup. - 10 kilometer badestrand foran Lønstrup - betalt af staten. Det er dét, vi kan tilbyde Lønstrup, sagde han. ”Lønstrups borgmester” - sådan præsenterede Finn Olesen Lønstrup Fiskeriforenings formand, Svend Bjørnager - fik også ordet. - Så stærk som Vesterhavet er heroppe er det fuldkommen utopi at tro Poul Jakobsens rør kan sikre byen. Den kystsikring vi har haft siden 1981 virker. Poul Jakobsens metode er en trossag. Spar pengene så der kan blive penge til termodragter til jer alle sammen næste gang I skal besøge Vesterhavet, foreslog han folketingspolitikerne. For ganske vist var vinden kun en brise sammenlignet med for et par dage siden, men der var stadig lidt bid i den, og de fleste af delegationen tog med glæde imod Svend Bjørnagers tilbud om at kigge ind i det gamle redningshus, hvor han serverede bjæsk og anekdoter. Hverken det ene eller det andet kunne få formanden for Trafikudvalget, Flemming Damgaard Larsen (V) til at sige, hvilken kystsikringsmetode Lønstrup er bedst tjent med. - Det må Kystinspektoratet forholde sig til, fastslog han. Men Svend Bjørnager var godt tilfreds efter det fine besøg. - Jeg tror nok vi fik forklaret dem at rørmetoden slet ikke kan bruges her. Der er ikke noget bevis for noget som helst. Derfor er det også rart at borgmesteren melder klart ud at vi ikke skal have nogle eksperimenter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...