Borgmester: - Ok med parkometre

Lokalpolitik 13. december 2002 07:00

HJØRRING: Personligt er borgmester Bent Brown ikke begejstret for parkometre. Men hvis Hjørring Handelsstandsforening officielt foreslår byrådet sådanne, vil han gå ind for parkeringsafgifter, som efterfølgende kan finansiere flere juleaktiviteter i byens gader. - Det kræver helt klart, at handelsstandsforeningen selv foreslår parkometre. Men sker det, vil vi da kigge positivt på det. Og jeg vil da gerne være med til at lave en fordelingsnøgle, som betyder, at kommunen får dækket sine udgifter og returnerer resten af pengene til juleaktiviteter i byen, siger Bent Brown. Hans modstand bunder i, at omegnsbyerne ikke har parkometre, og at kunderne derfor kan blive så irriterede over at skulle betale for en parkering, at de måske vælger at handle andre steder ... men han erkender samtidig, at han betaler sin afgift i Aalborg og andre byer uden at kny. Og så mener borgmesteren i øvrigt, at Hjørring har et ganske fint aktivitetsniveau i december. - Det er måske lidt traditionelt, men det trækker jo masser af folk alligevel, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...