Lokalpolitik

Borgmester siger nej til regeringens forslag om at nedlægge amterne

HALS:- Det er helt forkert at nedlægge amterne. Sådan siger borgmester Bent Sørensen (S), efter at det i denne uge kom frem, at det er dét, de har planer om i den borgerlige VK-regering. Udspillet fra regeringen kom mere end tre måneder forud for offentliggørelsen af de konklusioner og forslag, som den særligt nedsatte strukturkommission ventes at fremkomme med ved årsskiftet - og Bent Sørensen er som antydet i indledningen ikke imponeret: - Vi har brug for et politisk organ til at varetage hele Nordjyllands interesser, og det er nordjyder, der skal udføre dette arbejde, siger borgmesteren. - Hvad vil man gøre uden et sådant organ? Vil man bede Aalborg Kommune om at overtage amtets forpligtelser? Og sker det, så vil det jo ikke være rimeligt over for de andre i amtet, fortsætter Bent Sørensen, der endvidere slår fast, at forslaget vil bringe en række af de nordjyske kommuner i klemme. - Vi vil blive sat totalt uden for indflydelse, og ikke engang en sammenlægning med Dronninglund vil ændre på dette, fastslår han.