Lokalpolitik

Borgmester: - Svanen har høj prioritet

MARIAGERFJORD:Borgmester i Mariagerfjord Kommune H.C. Maarup, Arden, beklager, hvis Svanen har sejlet sin sidste tur på Mariager Fjord. - Fjorddamperen er en attraktion som jeg rent turistmæssigt prioriterer højt, fastslår borgmesteren. Han føler ikke, hans samtale for nylig med kaptajn Bøgh var af en sådan karakter, at der skulle gives en tilbagemelding. - Jeg tilkendegav på kommunens vegne vores interesse for fjordsejladsen, men vi må jo altså heller ikke glemme, at der er tale om en privat forretning, siger borgmesteren. Han tilføjer, at kommunens engagement rent turistmæssigt hører hjemme i kultur- og fritidsudvalget, og at der ud over Svanen også er andre attraktioner, som bogstaveligt kan trænge til en saltvandsindsprøjtning. Eksempelvis Saltcentret i Mariager. - Men man må også forstå, at vi indtil nu rent politisk har været optaget af andre og tungere sten end Svanen. Vi har haft hamrende travlt både med vore budgetter og organiseringen af den nye kommune, siger H.C. Maarup. Det er ikke lykkedes at indhente en kommentar fra formanden for Hobro og Omegns Turistforening, Hanne Thomsen, Gasmuseet.