Borgmester tog imod oprørte pædagoger

Timelangt møde på borgmesterens kontor

Aalborg 27. september 2002 08:00

AALBORG: Det, de troede blot skulle være en lille happening på borgmester Henning G. Jensens kontor i går ved 11-tiden, blev til et timelangt møde, som først var færdigt til selve frokostpausen. Borgmesteren nøjedes nemlig ikke blot med at tage imod pædagogernes talsmænd Per Rishøj og Søren Mortensen, der kom med et ændringsforlsag til budget for 2003. Borgmesteren afsatte en time til mødet, gennemgik ændringsforlslagene punkt for punkt og var klar med argumenterne for det forlig, 30 ud af byrådets 31 medlemmer er blevet enige om. Det er dog kun ændringsforslag fra de politiske partier i byrådet, der kan komme i betragtning. Sidste frist for indlevering var i går klokken 12. Selv om Henning G. Jensen tog imod Per Rishøj og Søren Mortensen, så havde kommunens førstemand ikke lyst til at blive fotograferet sammen med pædagogerne: - Jamen, de sagde de kom alene. De har ikke fortalt, at de også er gået til pressen med det. Jeg vidste ikke, at dette var en happening. - Nej, jeg er ikke sur, sagde borgmesteren, da han kom ud i forhallen for at tale med pressen efter det timelange møde. Det var et godt møde, var parterne enige om, men enige om spareforslagene var de ikke. Pædagogerne syntes fortsat, at Aalborg Byråd ikke skal lukke de ni børnehaver og to fritidscentre samt spare yderligere på børne- og ungeområdet mens borgmesteren gjorde opmærksom på, at budgettet var et forlig med mange partier og at budgettet ikke var lavet ud fra borgmesterens ønskebog alene. - Sådan er forlig jo, og forslaget om at lukke de ni børnehaver er ikke blevet til hjemme i min baghave, hvis nogen skulle tro det, forklarede Henning G. Jensen. - Det er dog vigtigt, at man, når krybben er tom, står sammen og ikke splitter byen, tilføjede han. Pædagogerne mente fortsat at der bliver tale om alt for lidt plads i børnehaverne fremover. - Og så kan vi fortsat ikke forstå, at både socialdemokraterne, SF og de radikale står bag det her. Det er åbenbart ikke til at kende forskel på partierne længere, mente Per Rishøj. Et kunne Henning G. Jensen og Per Rishøj dog blive enige om: - Det er den borgerlige regerings skyld. De sender regningen for skattestoppet videre til kommunerne og amterne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...