Borgmester: Træls at bliver buh'et ad

Aalborg 13. september 2002 08:00

AALBORG: - Jeg tror ikke, der findes noget menneske, som godt kan lide at blive buh'et ad. Men jeg forsøger at tage det med godt humør. Den seneste tids mest udskældte person i Aalborg, borgmester Henning G. Jensen (S), prøver at tage angrebene i stiv arm. Borgmesteren var også den store syndebuk, da tusindvis af demonstranter i går gav deres mening til kende i forbinlde med byrådets første behandling af budgettet. Og det var vel at mærke kommunens egne ansatte og hans egne bysbørn, der sang smædeviser om borgmesteren. - Jeg synes, det er helt i orden at folk demonstrerer og giver deres mening til kende. Jeg opfatter det ikke som angreb mod mig personligt, men i højere grad som udtryk for utilfredshed i det hele taget. - Jeg var selv i sin tid med til at demonstrere for at få bygget et universitet i Aalborg, og det lykkedes heldigvis, siger Henning G. Jensen. Han vil dog ikke sige noget om, hvorvidt de demonstrerende i går har en chance for at få noget ud af deres protester. Borgmesteren vil dog godt afsløre, at der ikke bliver tale om skatteforhøjelse, selv om 30.000 borgere har skrevet under på, at de er villige til at betale lidt mere i skat for at bevare det nuværende serviceniveau. - Regeringen har tydeligt tilkendegivet, at skatteforhøjelserne vil blive inddraget. Og vi er ikke chanceryttere. Desuden bertyder det skrå skatteloft, at det vil være de lavestlønnede, som kommer til at betale mest i tilfælde af en skattestigning. Henning G. Jensen giver endnu engang regeringen skylden for, at Aalborg Byråd nu er nødt til en økonomisk opbremsning. - Hvis blot regeringen ville kompensere for kommunernes stigende udgifter til sygedagpenge og sociale udgifter, ville der overhovedet ikke være problemer. Men det vil regeringen altså ikke, og derfor er vi nødt til at foretage nogle besparelser for at økonomien kan hænge sammen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...