Lokalpolitik

Borgmester tror på skicenter til foråret

Efter amtets udvalg for teknik og miljøudvalg møde i fredags havde borgmester Erik Sørensen indtrykket af et klart ja til skicentret. Men efter amtsrådsmødet i tirsdags står kommunen med et betinget ja, og borgmesteren må derfor leve med en forsinkelse. - Det betyder en udsættelse i forhold til de oprindelige planer om, at det skulle åbne 1. september i år, det kan vi simpelthen ikke nå. For det skal have sin tid med en ny lokalplan, og om det kommer til at tage 8, 12 eller 16 uger, ved jeg ikke. Betragter du det som en reel indvending, eller er det drilleri fra et amt, der har været skeptisk hele vejen igennem? - Hvis man er i dårligt humør, kunne man godt opfatte det sådan, men det er vi ikke i Frederikshavn. Det er er reel forbrugeroplysning, som amtet giver til Frederikshavn kommune. De har også sagt, at vi ellers kan få problemer med naturklagenævnet efterfølgende, hvis ikke vi gør det på den helt rigtige måde. Så jeg opfatter det som et positivt signal fra amtet om, at vi skal gøre det rigtigt fra begyndelsen, så vi ikke løber ind i vanskeligheder. Så det gør vi. Hvad er dit bud på, hvornår åbningsdagen nu bliver? - Det er meget op til investorerne, for der er noget anlægsarbejde, der skal i gang. Vi har endnu ikke afklaret, om anlægsarbejdet allerede så småt kan gå i gang nu, når vi vedtager det i byrådet i næste uge, eller det skal vente. Det har også meget med vejret at gøre, når man skal lave så stort noget anlægsarbejde. Så det er primært entreprenørerne, der skal afgøre det, men jeg er næsten helt sikker på, at vi kommer hen til næste forår.