Lokalpolitik

Borgmester valgte miljøbil

Københavns miljøborgmester første dansker, der har købt sig en Toyota Prius

Hvis Svend Auken stadig havde været miljøminister, havde det nok været ham, der som den første havde bestilt en Toyota Prius som ministerbil. Men med Svend ude af ministerrækken, er det i stedet Københavns miljø- og forsyningsborgmester, Winnie Berndtson, der bliver den første indehaver af en hybridbil som tjenestevogn. At det er en borgmester, og at bilen bliver købt som tjenestevogn og ikke af helt almindelige mennesker skyldes, at det mildest talt trækker ud, med at give rabat i registreringsafgiften som belønning for bilens gode miljømæssige egenskaber. Bortset fra de to eksemplarer, som den danske Toyota-importør besidder, er Københavns miljø- og forsyningsborgmester blevet den første dansker, der har købt sig en Toyota Prius. Skabt til storbyen Bilen, som drives af både en benzin- og en elmotor, skal transportere miljøborgmesteren rundt til hendes opgaver i hovedstadskommunen. Og storbykørsel er netop det bilen er skabt til. At miljøborgmesteren i øjeblikket er ene om at køre Prius skyldes en kombination af avanceret teknik og en meget høj registreringsafgift. To motorer, et ekstra batteri og et kompliceret styresystem gør bilen dyrere end andre, og når det hele skal ganges med en registreringsafgift på 280 procent, kommer Prius op i 432.000 kroner og det er der ikke mange der har råd til. Manglende vilje Årsagen til den høje pris skal findes i at hybridbiler, i modsætning til den lille dieselbil VW Lupo, som på grund af en særlovgivning oppebærer en skatterabat på 33 procent, ikke opnår afgiftslempelse. Den manglende vilje til at give den miljøvenlige Prius en afgiftslettelse virker grotesk, set i lyset af alle de brændstofslugende gulplade MPVere, som VW Touareg og Porsche Cayenne, der vejer over to tons og som af den grund betaler mindre i registreringsafgift. Toyota Danmark har i et åbent brev til skatteminister Svend Erik Hovmand nu spurgt, hvad der er blevet af hans løfte fra november 2003 om at se på problemstillingen.