EMNER

Borgmester: Vi finder en løsning på problemet

REBILD:Borgmester i Rebild Kommune Anny Winther (V) tager oplysningen om at kommunen er slettet fra kreditlisten hos flere købmænd med ro. Hun er sikker på, at der nok skal blive fundet en løsning på problemet, uden at hun dog vil uddybe de mulige løsningers indhold. - Hvis købmændene fremover kun vil tage imod kontanter, når kommunens institutioner kommer på besøg, må vi se på, hvordan vi løser det, siger Anny Winther. Hun har forståelse for, at købmændene ikke længere finder det økonomisk rentabelt at fortsætte med at give kommunen kredit, når 80 procent af den kommunale omsætning lokalt fjernes hen over sommeren. Forsøge at optimere Det sker, fordi Rebild Kommune for fremtiden vil bruge Statens og Kommunernes Indkøbs Service. - I rationaliseringens og effektiviseringens navn skal vi hele tiden forsøge at optimere driften af kommunen. Vi har politisk besluttet, at vi vil spare på indkøb af blandt andet dagligvarer. Det rammer desværre nogle købmænd, siger Anny Winther.