Skolelukninger

Borgmester: Vi når målet

Partierne har brug for "god snak" inden beslutning om skolestruktur, mener Thisted Kommunes borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V)

- Der tegner sig et billede af, at det kan lade sig gøre at nå den besparelse, vi har sat som mål. Det siger Thisted Kommunes borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V), efter at skolestrukturen igen tirsdag har været drøftet på et temamøde i Thisted Byråd. På temamødet fik alle kommunalpolitikerne fremlagt den indstilling, som fagudvalget for skoleområdet (børne- og familieudvalget) er nået frem til. Økonomiske beregninger viser, at byrådet kan opnå en besparelse på 9,3 mio. kr. ved at følge flertalsindstillingen. Men borgmesteren vurderer, at der venter endnu nogle langvarige drøftelser i partigrupperne, før der kan peges på en endelig model og en afgørelse 1. december. - Jeg tror ikke, at vi får en beslutning før byrådsmødet. Der er behov for en god snak i partigrupperne, siger Lene Kjelgaard Jensen.