Lokalpolitik

Borgmester vil sætte byrådet på skrump

Der er en million kroner årligt at spare i vederlag

Borgmester Hans Christian Maarup får opbakning fra flere sider i byrådet til sit forslag om et beskåret byråd. Arkivfoto

Borgmester Hans Christian Maarup får opbakning fra flere sider i byrådet til sit forslag om et beskåret byråd. Arkivfoto

Af Bente Lembo bente.lembo@nordjyske.dk Fra flere sider i Mariagerfjord Byråd er der opbakning til den socialdemokratiske borgmester H.C. Maarups forslag om at slanke kommunalbestyrelsen, så flokken af folkevalgte skrumper ind fra 29 til 21. Men der lyder også bekymrede røster. Forslaget skal drøftes på økonomiudvalgets møde nu på onsdag. - Et byrådsmedlem får 62.000 kr. i grundhonorar plus et honorar for at sidde i udvalg. Ved at skære ned fra 29 til 21 er der i runde tal sparet en million årligt, siger H.C. Maarup. De konservatives enlige repræsentant Erik Kirkegaard Mikkelsen, Mariager, finder det er glædeligt, at Socialdemokraterne nu er parate til at skrumpe byrådet. Kirkegaard Mikkelsen minder om, at S ved kommunesammenlægningen ønskede et byråd på 31 medlemmer. Der blev indgået kompromis om 29. - Jo flere byrådsmedlemmer der er, jo tungere er beslutningsprocessen. Vi er syv i de stående udvalg nu, og der mener jeg, at fem må være nok. SFs Melanie Simick er bekymret: - Hvis byrådet bliver på 17 eller 19 medlemmer, kan der hurtigt opstå to blokke. Ønsker borgerne det, eller vil de hellere have en større palet? spørger Melanie Simick. Venstre støtter Maarup Venstres viceborgmester Mogens Jespersen, Hadsund, er en varm tilhænger af Maarups forslag. - 29 er en alt for stor forsamling. For min skyld kunne man skære ned til 19. En klub med 29 er ikke lige så effektiv som en på 19. - Et byrådsmøde behøver ikke være godt, fordi det varer fire timer, mener Mogens Jespersen.