Borgmester vil sætte skatten op

Enderne kan ikke nå sammen i Frederikshavn Kommune.

Carl Åge Østergaard,
Lars Møller: - Vi er nødt til at finde de indtægter, vi kan. Foto: Bent Jakobsen
Skattepolitik 6. august 2010 09:31

Venstreborgmesteren i Frederikshavn Lars Møller er parat til at sætte skatten op i 2011. - Det er træls, men nødvendigt, siger han. - Vi er tvunget til at finde så mange indtægter, vi kan, siger han. Økonomiudvalget i Frederikshavn holder møde om 2011-budgettet i dag fredag, og i direktionens udspil indgår, at kommunen søger indenrigsministeriet om tilladelse til at sætte skatten op med 0,5 procent i 2011. Dyre veje I forsommeren blev der indgået en aftale mellem mellem SF-V-K og løsgængeren Peter Laigaard om kommunens budget for 2010. Gruppen står også bag ønsket om en skatteforhøjelse. Den højere skatteprocent lander oven i en indirekte skatteforhøjelse, som det samme flertal står bag. Flertallet vil nemlig også privatisere offentlige veje. Konsekvensen af privatiseringen er, at grundejerne selv skal betale for snerydning og vej-istandsættelse. Vil søge fattighjælp Lars Møller oplyser, at kommunen vil søge andel i en pulje, som regeringen har afsat til skatteforhøjelser i særligt vanskeligt stillede kommuner. Tidligere har kommuner med ondt i kommunekassen kun måttet hæve skatten i det omfang andre kommuner satte skatten ned. Problemet var bare, at stort set ingen kommuner benyttede sig af muligheden for at sænke skatten. Flere står på spring Lars Møller erkender, at det bliver svært få andel i puljen til skatteforhøjelser, for andre kommuner står også på spring. - Frederikshavn har lidt større gæld end nabokommunerne, men vores situation er ikke meget forskellig fra deres. En stigning i skatteprocenten på 0,5 vil give kommunen en ekstraindtægt på 42 mio. kr. Men det er ikke nok til at få enderne til at nå sammen. Derfor skal udvalgene også på jagt efter besparelser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...