Turisme

Borgmester vil slå to turistforeninger sammen

@$:- Hvis vi kan finde ud af at få slået de to turistforeninger i Hjørring Kommune sammen i en, må hovedkontoret gerne ligge i Lønstrup - med et satelitkontor i Hjørring. Det siger borgmester Bent Brown (S), som mener, at de to turistforeninger i Hjørring kommune, nemlig i Hjørring og Lønstrup, er en for meget. I Hjørring modtager turistforeningen 787.000 kroner i årlig støtte, mens foreningen i Lønstrup får 140.000 kroner - en stor forskel, som skyldes den store forskel på de to foreninger. Hjørring Turistforening er meget afhængig af de kommunale kroner, mens man i Lønstrup har en god indtægt på udlejning af sommerhuse, og derfor ikke er så afhængig af politikernes velvilje. Bent Brown forventer fra især Hjørring Turistforening, der modtager flest offentlige kroner, at der kvitteres i form af konkrete resultater. - Når vi støtter Hjørring Turistforening med 787.000 kroner om året, er det med den klare forventning, at der kommer noget ud af det. - De laver nogle turistundersøgelser i samarbejde med Toppen af Danmark om forbrugsmønstret blandt turisterne i Hjørring - og det giver jeg ikke meget for. Der er ingen dokumentation for det forbrug, der angives i rapporterne, siger Bent Brown, som ikke kan svare på, om støtten til Hjørring Turistforening er givet godt ud. - Det er umuligt at svare på, siger han. @$: