Borgmester vil spare fem mio.

Reduktioner skal være større end nødvendigt

Lokalpolitik 20. september 2002 08:00

AABYBRO: Borgmester Ole Lykkegaard Andersen og hans parti Venstre, som alene har flertal i byrådet, vil ikke nøjes med at spare de 3,7 mio. kroner, der skal til for at få driften af kommunen til at hænge sammen næste år. Derimod mener borgmesteren, at byrådet i den kommende tid skal finde besparelser og øge indtægterne for i alt fem mio. kr. - Jeg appellerer til, at vi erkender, vi er nødt til at spare mere end de 3,7 mio. kr. Derfor er vi også nødt til at spare indenfor vores hoved-kerneområder, og det er børn, unge, ældre og skoler, som tilsammen står for 85 procent af vores udgifter, sagde Ole Lykkegaard Andersen. - Vi har de senere år haft flere udgifter end indtægter på det skattefinansierede område. Det er et udtryk for, at vi øger kommunens gæld, ikke mere end andre kommuner, men det er en tendens, som jo alligevel skal vendes. Desuden ved vi, at der i et budget altid er en vis usikkerhed, som vi i år har haft det med flere udgifter inden for sygedagpenge og arbejdsmarkedsområdet. Derfor skal vi finde flere end de 3,7 mio. kr. og gerne nå op i nærheden af de fem mio. kr., sagde borgmesteren onsdag aften, inden byrådet sendte det korrigerede basisbudget til andenbehandling. Styret offentlig væst Han pegede på, at kommunen i det korrigerede basisbudget for 2003 optager nye lån, så netto-lånoptagelsen er på 2,4 mio. kr., og alligevel er der et underskud på 3,7 mio. kr. inklusiv anlægsbudgettet for 2003. - Både den nuværende og den tidligere regering er enige om, at det offentliges vækst skal være i underkanten af én procent om året, hvis vi også i fremtiden skal have råd til at forsørge vores ældre medborgere, sagde Ole Lykkegaard Andersen. Sammenlignes budget 2002, hvor kommunen også forventer et underskud på 3,7 mio. kr, og basisbudget 2003, stiger indtægterne med 14,2 mio. kr. og driftsudgifterne med 14,7 mio. kr. I overslagsårene 2004 og 2005 regnes der med underskud på henholdsvis 300.000 kr. og 1,2 mio. kr samt et overskud på 1,6 mio. kr i år 2006. Byrådets partier og lister kan nu stille ændringsforslag til basisbudgettet indtil tirsdag klokken 12. Dog kan økonomiudvalget også fremsætte ændringsforslag ved sin anden behandling af forslaget onsdag 2. okotober. Byrådets anden behandling sker onsdag 9. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...