Borgmesterdrømblev knust

Kræft tvinger Michael Karlborg (V) til at trække sig fra kampen om at blive Venstres spidskandidat

Michael Karlborg havde glædet sig til dysten om at blive sit partis spidskandidat, men den drøm er sat i bero. Arkivfoto: Henrik Louis

Michael Karlborg havde glædet sig til dysten om at blive sit partis spidskandidat, men den drøm er sat i bero. Arkivfoto: Henrik Louis

Fritids- og kulturudvalgsformand Michael Karlborg (V) var forberedt på næste onsdag at skulle dyste med Per Harfeld og Susanne Sander om at blive sit partis borgmesterkandidat ved næste valg. Valgmaterialet var sendt ud til venstres medlemmer, men tirsdag formiddag fortalte Michael Karlborgs læge ham, at han har kræft i endetarmen og at han skal opereres hurtigst muligt. Michael Karlborg meddelte Venstre, at han trækker sit kandidatur og i går sygemeldte han sig i tre måneder fra sit byrådsarbejde. - Det var et kæmpechok. Jeg sad sammen med min kone oppe ved min læge, Kammer Lauridsen, og han sagde: "ja, den knude er kræft." Det er hårdt. Jeg kan kun huske halvdelen af det han sagde derefter, siger Michael Karlborg om meddelelsen, som vendte op og ned på hans liv i løbet af få sekunder. - Normalt er det ikke noget som kommer andre ved, men jeg er politiker og skylder vælgerne og mange andre, at de får ordentlig besked. Derfor har jeg valgt at fortælle det via NORDJYSKE, siger Michael Karlborg. Alvorlig sygdom Prognoserne for hans kræftsygdom er gode, men kræft er en alvorlig sygdom. - Jeg håber naturligvis, at jeg er heldig. Jeg bliver aldrig rask, men jeg bliver forhåbentlig frisk, siger Michael Karlborg. Han skal være indstillet på at gå til kontrol resten af livet. Læger klager over, at mænd venter for længe med at gå til lægen, men Michael Karlborg gik til lægen straks han opdagede blod i sin afføring. Lægen reagerede ligeså prompte og sendte ham straks videre til undersøgelse. Der gik kun en uge fra scanning til resultaterne forelå. Det giver Michael Karlborg gode chancer for helbredelse. Han glæder sig over, at sundhedsvæsenet har fungeret helt perfekt og meget effektivt. Drøm sat på stand-by Kræftsygdommen har sat de politiske borgmesterdrømme på standby. - Jeg er 42 år og før denne meddelelse havde jeg en ambitiøs plan for hvad resten af livet skulle gå med. Blandt andet drømmen om at blive borgmester. Nu er jeg i defensiven og tænker hvordan skal jeg få noget godt ud af livet, siger Michael Karlborg. Han lægger ikke skjul på, at han havde glædet sig kampen om at blive sit partis spidskandidat. - Jeg havde glædet mig til at blive en del af det. Politik er meget hårdt, men også meget spændende. Jeg synes, at det fantastisk dejligt, at jeg har været med til at beslutte, at vi skulle flytte biblioteket, og har været med til at diskutere indretning med de ansatte, og nu efter kun to år, ser vi hvor mange roser, der regner ned over vores nye bibliotek. Det er fantastisk givende at opleve, siger Michael Karlborg. Stort chok Michael Karlborg opgav sit job i Danica Pension for at hellige sig politikken, men i dag tænker han tilbage på sin tid som pensionsrådgiver. - Dengang sad jeg og rådede folk til at tegne en forsikring, som dækker ved kritisk sygdom. Nu gør jeg selv brug af den. Det er helt surrealistisk, siger Michael Karlborg. - Jeg ved godt, at andre får meget værre beskeder, end jeg har fået, men chokket er meget stort, når det rammer en selv. Også for mine børn på 15 og 18 år og naturligvis for min kone. Michael Karlborg har fået at vide, at han kan forvente at være helt klar igen om tre måneder, men han håber, at han så småt kan påtage sig mindre opgaver og møder inden den tid. - Jeg må jo aflyse mange ting nu. Jeg skulle blandt andet have uddelt idræts- og kulturpriser samt åbnet Engelundudstillingen. Alt sammen noget jeg havde glædet mig til, men nu må andre tage over. Jeg er nødt til at koncentrere mig om at blive rask, siger Michael Karlborg.