Lokalpolitik

Borgmesteren har kig på regionsrådet

Bent Sørensen (S) kan igen bringe Hals Kommune på "landkortet" i det regionale råd

HALS:Socialdemokraterne i Hals Kommune vil på generalforsamlingen på Gan-drup Kro i aften sende et ægte trumfkort på banen i bestræbelserne på at få en repræsentant fra den nuværende Hals Kommune med i det nye, 41 mand store regionsråd. Det sker, når de fremmødte på generalforsamlingen siger ja til at stille op med én lokal S-kandidat til det nye regionsråd. Det bliver nemlig kommunens borgmester siden 1988, 61-årige Bent Sørensen (S), V. Hassing, der efter sin nylige beslutning om ikke at genopstille ved kommunalvalget - denne gang til det nye byråd i Aalborg Storkommune - nu har sagt ja til at forfølge en plads i det nye regionsråd. - Hvis jeg får det samme stemmetal som ved sidste kommunalvalg, så bliver jeg valgt, og der skulle da nok også være gode chancer for, at jeg måske får flere stemmer end i 2001, bemærker Bent Sørensen, der ved kommunalvaget for godt tre år siden fik hele 1395 personlige stemmer. Når Bent Sørensen i forbindelse med den nye strukturreform nu retter blikket imod en plads i det nye regionsråd - som efter planen skal afløse de nuværende amtsråd - så hænger det blandt andet sammen med, at han på dén måde vil gøre sit til at bremse den underminering af de regionale råd, som den borgerlige regering ifølge borgmesteren er i gang med at realisere. - Forslaget til en ny regionsstruktur er noget af det værste ved den nye strukturreform, og Lars Løkke Rasmussen (Venstres indenrigsminister og tovholder på strukkturreformen, red.) skal ikke bare have lov til at køre det hele ned ved, at ingen stiller op til at påtage sig den nye opgave, forklarer borgmesteren. En erfaren herre Bent Sørensen har siddet med i Hals Byråd siden 1982. Her var han i den første periode frem til 1986 medlem af kultur- og socialudvalgene, inden han i 1986-90 var formand for kulturudvalget. Dette formandsjob beholdt han i perioden 1990-94, hvor han også fik plads i økonomiudvalget . Han har siden 1994 været medlem af økonomiudvalget - suppleret med også en plads i socialudvalget i perioden 1994-98 - og posten som borgmester har Bent Sørensen haft siden 1988.