Borgmesteren må have navne for at se på sagen

Lokalpolitik 1. december 2004 05:00

TERNDRUP: Skørpings borgmester, Børge Olsen, forstår ikke Karen Lund Nielsens skuffelse efter deres møde i går. Han har lovet at give de 500 underskrifter videre til socialudvalgets formand, Finn Sejrup Pedersen, men så længe borgmesteren ikke kender de enkelte sager, har han ikke mulighed for at svare på hendes spørgsmål. - Der blev spurgt til meget direkte ting, som jeg ikke arbejder med i dagligdagen, forklarer han og fortsætter: - Den ene sag kan jeg undersøge, for der var navnet nævnt, og så har jeg noget at forholde mig til. De andre har jeg ikke mulighed for at gøre noget ved. Børge Olsen vil gerne give borgerne, der føler sig forsømte, et svar. - Den ene, som jeg kender navnet på, vil få et svar fra os. Og hvis jeg får navnene på nogle flere, vil jeg også undersøge de sager, og også de vil høre fra os, siger han. Børge Olsen bad derfor Karen Lund Nielsen om at komme med navnene på de mennesker, der har klaget til hende. Men under alle omstændigheder kommer der i fremtiden fokus på ældreplejen i kommunen. - Finn (Sejrup Pedersen, red.) og jeg har lovet at tage emnet op efter den seneste debat, siger Børge Olsen. I forrige uge besøgte Børge Olsen, Finn Sejrup Pedersen og kommunens ældrechef de tre ældrecentre. Oplevelserne fra besøgene og Karen Lund Nielsens underskriftsindsamling vil indgå, når kommunen tager emnet op.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...