Borgmesterfruen træder nu ind i Varmestuens styregruppe

Eva Sørensen klippede den røde snor ved Varmestuens indvielse i maj. arkivfoto

Eva Sørensen klippede den røde snor ved Varmestuens indvielse i maj. arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Eva Sørensen - gift med borgmester Erik Sørensen - har sagt ja til at blive medlem af Varmestuens styregruppe. - Hun kan være med til at åbne nogle døre for os. Desuden kender hun socialloven, så jeg betragter det som en stor fordel, at hun har sagt ja til at blive medlem, siger Leif Andersen, der er formand for Varmestuens bestyrelse. Eva Sørensen har tidligere været ansat på Tema Team, der er et socialt værested, hvor man blandt andet kan få et måltid mad og en seng at sove i. Brugene af varmestuen har erkendt, at der er visse problemer, som kan være svære at løse, og at det derfor er nødvendigt at søge gode råd hos erfarne mennesker. Blandt andet har forskellige personer forstyrret den gode ro og orden til gene for naboerne. Udover at styregruppen er blevet udvidet, er der aftalt et møde med en repræsentant for Frederikshavns Politi med henblik på at få tilknyttet en fast kontaktperson til Varmestuen. Mødet foregår i september. I styregruppen sidder der repræsentanter for brugerne, Tema Team og Frederikshavn Kommune.