Brønderslev

Borgmesterkæde på kornet

Politikere skød med spredehagl, da de skulle dyste om borgmesterkæden, som dog ikke fandt en ejer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ekild Sloth Andersen er en habil skytte, da han er ivrig jæger.

BRØNDERSLEV:Kandidaterne til det kommende byrådsvalg skød med spredehagl, da der blev holdt skydning for de politiske partier. Det var Brønderslev Borgerlige Skyttelaug og Den Runde Pavillons Venner, der havde opfordret politikerne til at vise deres færdigheder med en riffel.

Målet var ikke en fugl, men en borgmesterkæde, der var sammensat af en stribe emblemer, der skulle skydes ned.

Det lykkedes ikke at finde en klar vinder, så borg- mesterkæden bliver i skyttelaugets varetægt.

Venstre, De Konservative, Socialdemokraterne og Borgerlisten stod lige med 13 point - for skydning og politiske taler.

Mellem skydningerne var der indlæg fra de ni listers kandidater, der stiller op til valget 21. november.

Mens borgmesterkædens fremtid er uafklaret, blev et kabel, der sender billeder fra målet ind i Den Runde Pavillon, skudt i stykker.

Når det er skyttelauget, der er arrangør, skulle talerne selvfølgelig indeholde ordet "fugl".

Den kandidat, der flest gange havde "fugl" i sin tale var klart Kristian Kristoffersen fra Borgerlisten, der mener, at der skal skal flere tilflyttere til fuglereservatet (Brønderslev Kommune), og der skal sættes mange nye fuglehuse op, ligesom der skal være gode forhold, så fuglene kan blive flyvefærdige.

Her tænkte han på skoler, institutioner.

- Men der er også fugle, der skal passes og plejes, konstaterede Kristian Kristoffersen, med henvisning til de ældre.

Lasse Riisgaard (V) mener, at Brønderslev Kommune de seneste år har rejst sig som Fugl Fønix af asken.

Han henviste til, at det går godt for kommunens økonomi.

Henning Jørgensen (SF) mener, at Brønderslev Kommune har det som med ravne, der kommer med rigdomme.

Her pegede han på den bugnende kommunekasse.

Arne M. Jensen (S) ønsker, at der satses mere på nye borgere.

- Mange fugle flyver væk, og bygger rede andre steder. Vi kan ikke tiltrække bor- gere med en stor bøf og en lagkage, udtalte Arne M. Jensen.

Steen Søgaard Petersen (Borgerlisten) er af den opfattelse, at den kommende borgmester - ligesom Odin - bør anskaffe sig to ravne, der kan fortælle, hvad der sker i kommunen.

- Ravnene kan så også ved at være i kontakt med de kommunalt ansatte bringe budskaber videre til borgmesteren, påpegede Steen Søgaard,

Han henviste til, at hver tredje kommunalt ansat i dag tier om forhold, der bør frem i lyset.

Steen Søgaard Petersen mener, at én fugl i hånden er bedre end 10 på taget

Det begrundede han med, at Borgerlisten ved man, hvad står for.

Asger Nielsen fra Alternativet efterlyste mere luft under vingerne til borgerne.

- Vi håber at gøre det til en tradition, siger initiativtageren, Henrik Louis Simonsen, der er formand for Den Runde Pavillons Venner. Dommere var Eigil Gregersen, Lone Lønbor og Erik Thrane.

Arrangementet skyder valgkampen i gang.

I dag har Brønderslev Borgerlige Skyttelaug så fugleskydning for skydebrødrene, og her er det en træfugl, der skydes på.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.