Lokalpolitik

Borgmestre bombarderes med tilbud

Kommuner får dagligt tilbud fra private virksomheder om arbejde efter reformen

NORDJYLLAND:Kommuner bombarderes i øjeblikket med tilbud fra private virksomheder. De håber på at komme ind og overtage kommunale opgaver og dermed tjene på kommunalreformen. - Jeg modtager dagligt tilbud fra virksomheder. Mange af dem er konsulentfirmaer, fortæller Hirtshals borgmester, Knud Størup (UP). Og hos Kommunernes Landsforening kender man til interessen. - Der er en voldsom stor interesse fra erhvervslivet i at være på god fod med kommunerne og få det offentlige som kunde. Virksomhederne øjner en chance i forbindelsen med reformen, fortæller projektleder for udbudsportalen.dk hos Kommunernes Landsforening, Jakob Scharff. Grunden til, virksomhederne kontakter kommunerne allerede nu, er, at kommunalreformen får lokalpolitikerne til at overveje, om man kan udføre tingene på en anden måde. Eller sagt med andre ord: Om de skal udlicitere. Og det er her, virksomhederne øjner deres chance. Men Jakob Scharff peger på, at virksomhederne skal tænke meget over, hvordan de kontakter kommunerne. - Kommunerne kan opleve det som meget anmassende, fortæller han med henvisning til, at uanset hvor mange tilbud, de får, vil mange kommuner vælge at gå i udbud og i flere tilfælde være tvunget til det. Omvendt er virksomhedernes strategi at forsøge at påvirke forvaltningen så meget, at kommunens krav passer præcist på virksomhedens tilbud. Men uanset hvor mange tilbud, kommunerne får, tyder meget på, at de i første omgang koncentrerer sig om at få driften til at fungere - og venter et par år med at privatisere. - Mange kommuner har sikker drift som kernefokus, forklarer Jakob Scharff. Og det nikker Sindals borgmester Søren Risager (V) genkendende til. Han er ellers for privatisering, men vil vente et par år. - Jeg lægger tilbudene til side, indtil jeg får brug for dem. For der skal ikke føres noget korstog for privatisering. Det må komme i anden række, forklarer han. 1. sektion side 6