Lokalpolitik

Borgmestre holder kortene tæt til kroppen

Borgmestre i Nibe, Sejlflod og Hals har endnu ikke besluttet, om de stiller op til nyt byråd i Aalborg

AALBORG:Borgmestrene i Nibe, Sejlflod og Hals kommuner vil endnu ikke give et klart svar på, om de vil sidde i det nye byråd i en storkommune med Aalborg. Nibeborgmester Jens Østergaard Madsen (V) og socialdemokraterne Kristian Schnoor (Sejlflod) og Bent Sørensen (Hals) vil givetvis blive store stemmeslugere ved valget, hvis deres navne kommer på stemmesedlerne, men vælgerne må vente et par måneder med at få et svar. Selvom Jens Østergaard Madsen fra flere sider nævnes som en oplagt bud på en spidskandidat for Venstre, foretrækker han at holde kortene meget tæt til kroppen. - Jeg vil først fortælle om min personlige fremtid, når det hele er faldet på plads, siger han. Ifølge Jens Østergaard Madsen sker det formentlig i slutningen af november, når Nibe Kommune "slår det sidste søm i" i forhold til sammenlægningen. - Jeg er enig med vores viceborgmester Tina French Nielsen i, at det er vigtigt at vi står sammen og finder en stærk profil, siger han. - Men vi skal også huske, at der findes tre slags løgne: Sorte, hvide og statistikker, og selvom Nibe kun står til et mandat, hvis alle stemte på den samme person, ser man jo tit, at små samfund slår sig godt og grundigt sammen i den slags sitiuationer. Jens Østergaard Madsen understreger, at det er en helt ny situation, de mindre kommuner står i. - Jeg er klar over, at flere mener, jeg vil være en af dem, der kan lokke aalborgensere til at stemme på en udenbys kandidat. Selvom jeg selvfølgelig er meget beæret over at blive nævnt i den sammenhæng, har jeg helt ærligt ikke tænkt mig at melde ud endnu, siger han. Ny opgave Sejlflods borgmester Kristian Schnoor havde regnet med at stoppe efter denne byrådsperiode. - Jeg har siddet snart 19 år som borgmester, og jeg har hele tiden sagt, at jeg hellere vil stoppe selv, inden andre beder mig om det. Men nu er der pludselig opstået en helt ny opgave, og det er med i mine overvejelser, siger Kristian Schnoor. Han slår fast, at der kunne vente nye, spændende udfordringer i at være politiker i en ny storkommune. - Der skal træffes mange beslutninger, som har stor betydning for en masse mennesker i den nye kommune. Men én ting er sikkert - Kristian Schnoor vil ikke være borgmesterkandidat. - I og med at jeg stemte for, at vi skulle være en del af Aalborg, sagde jeg også samtidig, at jeg ikke skal være borgmester, siger Kristian Schnoor. Han vil vente og se, hvordan de første forhandlinger med repræsentanter fra de fire kommuner forløbet, før han tager stilling. Personlige forhold Halsborgmester Bent Sørensen har heller ikke besluttet sig. - Jeg overvejer situationen, og det er helt personlige forhold, der spiller ind på min beslutning. Jeg er 61 år, og det får mig til at gøre nogle overvejelser om, hvornår jeg skal stoppe, siger Bent Sørensen, der har siddet i byrådet i Hals siden 1982. Og netop fordi politik har været en stor del af hans liv i så mange år, går borgmesterens overvejelser også på, om han nu også kan undvære politik.