Lokalpolitik

Borgmestre valgte B-modellen

Tilfredshed i LO med at valget faldt på den såkaldte B-model

VRÅ:De fire borgmestre valgte på et møde i Vrå, at den fremtidige Ny Hjørring Kommune skal satse på arbejdsformidling ved den såkaldte B-model. Hjørring og Hirtshals byråd havde ellers anbefalet den mere ambitiøse C-model, som gjorde kommunen eneansvarlig for al arbejdsformidling og arbejdsmarkedstiltag som eksempelvis efteruddannelse. Da Løkken-Vrå og Sindals borgmestre mødte med mandat til en B-model stod sagen lige og det samlede stemmetal i de fire byråd afgjorde sagen til fordel for B-modellen. Der var 36 stemmer for B-modellen og kun 34 stemmer for C-modellen. Formanden for LO Hjørring Sindal, Ole Carlsen, er særdeles tilfreds med, at valgte B-modellen. - Det er meget glædeligt, at den nye kommune får en B-model. I den model findes der regionale beskæftigelsesråd, som vil råde over betydelige midler til øjeblikkelig indsats med omskoling ved massefyringer, som vi har set med Danish Crown og Bisca. Med C-modellen ville risikoen være stor for at kommunen ikke kunne magte opgaven, siger Ole Carlsen. Han advarede ved debatten op til vedtagelse mod den efter hans mening usikre finansieringmetode bag den ambitiøse c-model. I den ville kommunen få betaling fra staten til at løse al arbejdsformidling. Betalingen ville imidlertid komme vi an forhøjelse af statens bloktilskud til kommunen. - Man kunne så frygte, at byrådet ville være fristet til at bruge pengene til mere asfalt til vejene eller noget andet, siger Ole Carlsen. Borgmester Bent Brown (S) stemte i byrådet mod C-modellen, men var forpligtet til at stemme for den, da han mødtes med sine borgmesterkolleger. - Jeg hilser afgørelsen med tilfredshed. C-modellen var for diffus. Jeg er bange for, at den ville koste os penge. Det vigtigste er at sikre ledige borgere bedst muligt, siger Bent Brown. Han noterer sig i øvrigt, at både Frederikshavn og Aalborg sagde nej til c-modellen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst