Borgmestre var pressede

Økonomiudvalg vidste besked - medlemmer presset af sognerådspolitik

Jane Bünemann
Det var jordbunkerne her, der skulle flyttes, så Dana Cup kunne afvikles sidste sommer. Nu diskuterer politikerne, hvem der skal betale for det. Arkivfoto: Bente Poder
Fodbold 10. marts 2007 05:00

HJØRRING: Der var en vis logik i, at pengene til rørlægning af bækken ved det kommende vandhus i Hjørring kom fra den pulje på 2,5 mio. kr., som var afsat til uforudsete udgifter. Det mener Kurt Mikkelsen (V), som var byrådsmedlem i den gamle Hjørring Kommune. - Udgifterne var jo en konsekvens af byggeriet, siger han. Kurt Mikkelsen var medlem af økonomiudvalget i gamle Hjørring. - Jeg påtager mig gerne et ansvar. Det var ikke kun de tre borgmester, der kendte til rørlægningen af bækken og flytningen af jordbunken. I økonomiudvalget overlod vi blot opgaven til de tre borgmestre, siger Kurt Mikkelsen. Han siger, at det er nyt for ham, at rørlægningen af bækken ikke var budgetteret i byggeriet: - Det var jo en konsekvens af byggeriets placering, at bækken skulle rørlægges. De tre borgmestre i den gamle Hjørring Kommune forhandlede med fodboldklubben Fortuna om at rørlægge bækken og anlægge en vej, så fodboldturneringen Dana Cup kunne gennemføres. Det kostede 0,6 mio. kr. Hjørring tidligere borgmester Bent Brown siger: - Det var hele tiden en forudsætning for byggeriet, at det ikke måtte koste Dana Cup penge. Ove Jacobsen (venstremand og formand for det daværende fritids- og kulturudvalg red.) var vidende om, at vi måtte gøre som vi gjorde, siger Bent Brown. Kurt Mikkelsen siger, at man skal huske, at beslutningen blev taget i en periode, hvor sammenlægningsudvalget skulle godkende alle bevillinger over 100.000 kr. - På det tidspunkt var der gået sognerådspolitik i sammenlægningsudvalget. De fleste ansøgninger fra Hjørring Byråd blev stemt ned. Det var derfor nødvendigt at være lidt kreativ, siger Kurt Mikkelsen. Det er korrekt, at vi ikke ville lave postyr. Vi var blot enige om, at det skulle laves med det samme, og så måtte vi gøre det op senere, siger Bent Brown. Senere er så nu, hvor det nuværende fritids- og kulturudvalg vil bede byrådet om at tage 0,6 mio. kr. fra kassen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...