Boris Johnson forudsiger sejr til EU i brexitforhandlinger

Boris Johnson angriber i en klumme den britiske regerings plan for, hvordan exit fra EU skal forløbe.

Ritzau
Boris Johnson er tilbage med kritik af regeringens Brexit-plan. Foto: Peter Nicholls /arkiv/Reuters
Erhverv 3. september 2018 09:28

Den tidligere britiske udenrigsminister og brexit-tilhænger Boris Johnson angriber søndag i en klumme regeringens plan for brexit. I sin klumme i avisen The Telegraph kalder han planen for en overgivelse.

Tidligere i år præsenterede den britiske regering under Theresa May sine standpunkter i forhold til forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU. De var længe ventede, da beslutningen om at træde ud blev truffet i 2016.

Theresa Mays plan indebærer fortsat et udvidet samarbejde med EU - med fælles regler for varer - dog med markante undtagelser i forhold til den fri bevægelighed og intet indre marked for serviceydelser.

Planen udløste flere udtrædelser fra regeringen fra politikere, der mente, at den var for blød.

- Vi er gået ind på slagmarken med det hvide flag hævet over vores forreste kampvogn.

- (Planen red.) vil gøre det umuligt for Storbritannien at blive mere konkurrencedygtig, innovativ, at være forskellig, tage initiativet, og vi undsiger store frihandelsaftaler, skriver Boris Johnson i sin klumme søndag.

Boris Johnson var en ledende stemme i kampagnen for at forlade EU, men han modererede sig, da han var del af den efterfølgende regering.

Han trådte ud af regeringen før sommeren i protest mod planen, og han har siden da ikke talt om brexit. Men det gør han nu.

- Med den nuværende plan vil vi stadig sidde i EU-taxien. Men denne gang låst inde i bagagerummet med absolut ingen indflydelse på destinationen. Vi vil ikke have taget kontrollen tilbage, men tabt den, skriver Boris Johnson.

Kritikken bliver ifølge The Guardian set som en forberedende øvelse for Boris Johnson før en udfordring af Theresa May om posten som premierminister i Storbritannien.

Storbritanniens medlemskab af EU stopper den 19. marts 2019. Er der ikke fundet en aftale inden da vil blandt andet al fragt ind og ud af Storbritannien skulle tolddeklareres, britiske fly vil ikke kunne lande i EU, og britiske statsborgere vil ikke have ret til ydelser eller ophold i EU.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...