Boris Johnson møder hård kritik for selvmordsbomber-klumme

Storbritanniens tidligere udenrigsminister og Brexit-støtte Boris Johnson sammenligner strategi med selvmord.

Ritzau
Boris Johnson har skabt røre med en kommentar, hvor han sammenligner Storbritanniens Brexit-strategi med en selvmordsbomber. Foto: Paul Childs (arkiv)/Reuters
Politik 9. september 2018 10:58

Den konservative britiske politiker Boris Johnson bliver mødt med kritik efter, at han i sin klumme i avisen Daily Mail har sammenlignet landets strategi i forhandlingerne om at forlade EU med en selvmordsbomber.

Det kommende britiske farvel til EU kaldes brexit efter folkeafstemningen om EU-medlemskabet i Storbritannien i 2016.

Boris Johnson er en af de største fortalere for brexit og var udenrigsminister under Theresa Mays regering indtil tidligere i år.

Boris Johnson valgte efter valgresultatet om brexit ikke at stille op som premierministerkandidat og stå for forhandlingerne. Han er dog fortsat med at kritisere regeringens strategi.

- Det er en ydmygelse. Vi ligner en svækling på 45 kilo, der bryder med en 230 kilo tung gorilla. Grunden er simpel: Nordirland og vanviddet om "Backstop".

- Vi har åbnet op for uendelig afpresning. Vi har bundet en selvmordsvest til vores forfatning og givet detonatoren til Michel Barnier (EU's chefforhandler red.), skriver Boris Johnson.

Den såkaldte "Backstop"-aftale går på, at det er aftalt, at hvis ikke man kan finde en løsning, så der kan handles frit mellem Nordirland og EU-landet Irland efter brexit, så vil Nordirland de facto blive i det indre marked og toldunion.

Det betyder teoretisk set, at Storbritannien kan blive tvunget til at blive i det indre marked også efter 2020, hvis ikke det enormt betændte og forfatningsmæssigt komplicerede forhold mellem Nordirland og Irland bliver afklaret.

Boris Johnson, der tidligere har været enormt populær for sin joviale og humoristiske politiske stil, bliver dog mødt af kritik fra sine partifæller.

For det første bliver det påpeget, at han ikke selv har nogle forslag til, hvordan Storbritannien skal få EU til at gå med til, at Storbritannien skal have goderne ved et indre marked uden også at have forpligtigelserne.

For det andet bliver kommentaren om selvmordsvesten kritiseret af partifæller, hvoraf mange har tjent i hæren.

- En selvmordsbomber myrdede mange i gården ved mit kontor i Helmand. Ødelæggelsen var afskyelig, lemmer og kød hang fra træer og buske.

- Nogen har brug for at blive voksne. At sammenligne premierministeren med det er ikke sjov, skriver partifælle og medlem af det britiske parlament Thomas Tugendhat i en kommentar.

Sir Alec Duncan, ligeledes konservativt parlamentsmedlem, skriver:

- Jeg er ked af det, men dette her er afslutningen af Boris Johnsons politiske liv. Hvis ikke nu, så vil jeg sikre, at det sker senere.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...