Boris Johnson skal skilles fra sin kone gennem 25 år

Skilsmisse kommer inden konservativ partikongres - og blandt spekulationer om, at Johnson vil være partileder.

Tidligere London-borgmester og britisk udenrigsminister Boris Johnson sammen med sin kone gennem 25 år, Marina Wheeler. Foto: Justin Tallis/arkiv/Ritzau Scanpix
7. september 2018 13:44

Storbritanniens tidligere udenrigsminister Boris Johnson skal skilles fra sin kone gennem 25 år, advokat Marina Wheeler.

Det skriver parret fredag i en kort meddelelse.

Johnson trådte tilbage fra posten som britisk udenrigsminister i juli på grund af dyb uenighed med premierminister Theresa May om Storbritanniens vej ud af EU.

Siden da har han gentagne gange kritiseret Mays strategi i parlamentet og i en avisklumme, han skriver i avisen The Daily Telegraph.

Flere politiske iagttagere ser tegn på, at Boris Johnson har forsøgt at køre sig i stilling som leder af det konservative regeringsparti, der er dybt splittet i spørgsmålet om brexit-kursen.

Hos en af Storbritanniens største bookmakere ses han fortsat som den mest sandsynlige næste konservative partileder.

- I løbet af årene har Boris været meget som teflon. Vi tror, at han stadig har flere liv tilbage, siger en talsmand for bookmakeren William Hill til nyhedsbureauet Reuters.

Tabloidavisen The Sun antyder, at nye afsløringer af utroskab kan skade hans chancer for et comeback som leder af partiet.

Andre kommentatorer mener, at det kan være en måde at muge ud blandt skeletterne i skabene, at Johnson offentliggør potentielt skadelige oplysninger nu, inden han muligvis satser på at efterfølge May.

Meddelelsen om skilsmisse kommer få uger inden de konservatives årlige partikongres, hvor Johnson ventes at tale.

Johnson og Wheeler har fire børn sammen.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...