Lokalpolitik

Bornholmer og V-bonde

Niels Anker Kofoed - 80 år i dag. Foto: Scanpix

Niels Anker Kofoed - 80 år i dag. Foto: Scanpix

¤Niels Anker Kofoed, Neksø, Venstres fhv. minister og EU-parlamentariker, fylder i dag 80 år. Niels Anker Kofoed er bornholmer og bonde og er stolt af begge betegnelser. "Fh. landbrugs- og fiskeriminister, bonde". Sådan skrev Niels Anker Kofoed i Kraks Blå bog fra 2002-03. Bønder og bornholmere tillægges traditionelt både uafhængighed og selvstændighed, som fødselaren synes at eje i dobbelt potens. Det kan forklare, at han aldrig klatrede helt til tops i dansk politik. Niels Anker Kofoed mangler ellers hverken begavelse, dygtighed eller dynamik. Det har han demonstreret på sin gård Knarregaard ved Neksø, hvor han voksede op. Han kom til verden i en landbofamilie i 1929 som det yngste af syv børn. Han uddannede sig på høj- og landbrugsskoler og ved studier i Storbritannien og blev sidst i 1950'erne formand for Venstres Ungdom. Han blev først skolet i bornholmsk kommunalpolitik, inden han satte større politiske spor i Folketinget. Her blev han indvalgt i 1968 fra Rønne- og Aakirkeby-kredsenes Venstre, som siden genvalgte ham indtil 1998 bortset fra jordskredsvalget i 1973. Da tabte han sit mandat, men blev landbrugs- og fiskeriminister i Hartlings smalle Venstre-regering. Han returnerede i 1978-79 som landbrugsminister i SV-regeringen og i 1982, da Poul Schlüter dannede sin firkløverregering. Her fik Niels Anker Kofoed nogle frugtbare år og lavede en finansreform af landbruget. Han røg ud ved Schlüters regeringsrokade i 1986, fandt fyringen uretfærdig og skjulte ikke sin bitterhed. Han havde et anstrengt forhold til Venstres leder siden 1984, Uffe Ellemann-Jensen, og mistede indflydelse i partiet og Folketinget. I perioden 1975-78 sad han i EU-Parlamentet og blev formand for landbrugsudvalget. I 1989 kom han igen i EU-Parlamentet efter en valgkampagne sammen med finansmanden Klaus Riskær Pedersen og sad modsat denne i 10 år. Ved valget i 1994 blev han genvalgt sammen med nuværende undervisningsminister Bertel Haarder og fødevareminister Eva Kjer Hansen, som begge slog ham snævert ved Venstres EU-landsmøde i Århus. Blandt Venstres mange fortalere for EU har Niels Anker Kofoed været en af de mest energiske. /ritzau/