Bornholm

Bornholms fiskere forlader Danmarks Fiskeriforening

Rønne, fredag /ritzau/ På en ekstraordinær generalforsamling fredag aften besluttede de bornholmske fiskere, at de ikke længere vil være medlemmer af Danmarks Fiskeriforening. Af de 130 fremmødte fiskere stemte de 129 for en udmelding. Bornholms og Christiansø Fiskeriforening havde allerede forud for generalforsamlingen sendt sin udmeldelse til Danmarks Fiskeriforening, som er en sammenslutning af de lokale fiskeriforeninger i landet. Udmeldelsen, som træder i kraft fra 1. januar, skyldes dårlig økonomi, utilfredshed med topstyring og utilfredshed med den nye sammenkædning af Danmarks Fiskeriforening med Fiskernes Producentorganisation og fiskernes ulykkesforsikring. Danmarks Fiskeriforening blev dannet i 1994 som en sammenlægning af havfiskernes forening og fiskerne fra de indre farvande. Store dele af erhvervet er økonomisk hårdt presset, og medlemstallet i Danmarks Fiskeriforening er faldet fra 3500 sidste år til 2700 nu. /ritzau/