Aalborg

Bornholmsgade 53

Mød beboerne i en helt almindelig opgang i byen

ØGADEKVARTERET:Vi ser realityshows på tv som aldrig før. Fra sofaen følger vi op- og nedture for de mennesker, der har meldt sig med håb om at vinde præmien og deres "15 minutters berømmelse". Men det virkelige liv udspiller sig lige inde ved siden af, og hvad ved vi egentlig om naboen, der ikke ønsker at trænge sig på - og da slet ikke at føre sig frem på tv. Vi ser dem, hilser på dem, lever dør om dør med dem, sidder ved siden af dem i bussen, arbejder sammen med dem. På den daglige bustur mellem job og hjem passerer du måske en stribe lejligheder, stirrer gennem bussens ruder ind i stuerne og tænker: "Hvem bor der, hvem er de". Vi besluttede os for at ringe på dørene i en opgang i byen for at undersøge livet, som det leves i virkeligheden. Vi kunne ikke på forhånd vide, hvad beboerne ville sige, når avisens journalist og fotograf ringede på. Vi havde jo egentlig ikke noget ærinde. Ingen af dem havde, så vidt vi vidste, vundet i lotto, skrevet et læserbrev, klaget over kommunen eller på anden måde påkaldt sig offentlighedens interesse. Måske havde de slet ikke lyst til at dele deres privatliv med alverden. Så hvis døren blev smækket i, ville vi ikke kunne indvende noget mod det. Men det blev dørene ikke. Vi takker beboerne i Bornholmsgade 53 for deres mod og åbenhed. Det er deres fortjeneste, at vi i dag og de kommende dage kan invitere læserne inden for hos helt almindelige mennesker, som afslører hver deres helt ualmindelige historie for os. God fornøjelse.