Bornholmsk boghandler sigtet for at sælge PET-bog

Chefredaktører, forfatter og forlag er allerede sigtet for PET-bog. Mindst én boghandler risikerer også straf.

Kriminalitet 22. august 2018 08:27

En bornholmsk boghandler er nu også blevet sigtet i sagen om den omstridte PET-bog "Syv år for PET", da boghandleren havde bogen til salg i sin butik.

Det fortæller boghandleren Peter Povlsen, der er indehaver af William Dams Boghandel i Rønne, til Politiken. Ifølge ham selv nåede butikken at sælge fem eksemplarer af bogen.

Desuden er en tidligere indehaver af Bog & idés filial i Frederiksberg Centret tilsyneladende sigtet, skriver avisen. Direktøren for Boghandlerforeningen, Bo Dybkær, har ifølge avisen dog ikke hørt om andre.

- Fællesnævneren for de to sigtede boghandlere er, at det blev omtalt i medierne, at de solgte bogen.

- Principielt mener vi, at boghandlere skal overholde landets love, men i dette tilfælde er det springende punkt, hvornår og under hvilke omstændigheder man har solgt bogen efter fogedforbuddet, siger direktøren til Politiken.

Foruden boghandlerne er forlaget, forfatteren og flere chefredaktører sigtet i sagen.

Det var i oktober 2016, at byretten efter anmodning fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) nedlagde et midlertidigt forbud mod offentliggørelse af bogen. Men 5000 eksemplarer var allerede sendt ud til boghandlerne.

I bogen beretter den tidligere chef for PET Jakob Scharf om en række konkrete terrorsager.

Desuden fortæller han om samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester.

Allerede nu står det klart, at han vil blive retsforfulgt for sin medvirken i bogen. Tidligere i år rejste Statsadvokaten i Viborg således tiltale mod Scharf for at have røbet fortrolige oplysninger.

Han skal i retten til september.

Blandt de sigtede chefredaktører er blandt andre Ekstra Bladets Poul Madsen.

Han er blevet sigtet, med henvisning til at Ekstra Bladet bragte oplysninger fra bogen både i den trykte avis og på ekstrabladet.dk, uagtet at Københavns Byret 6. oktober 2016 havde afsagt et midlertidigt fogedforbud.

Chefredaktøren har dog afvist at have gjort noget forkert.

Københavns Politi har tidligere over for Ritzau afvist at kommentere antal sigtelser i sagen, og politiet afviser ligeledes over for Politiken at kommentere sigtelserne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...