Retspleje

Bortadoption er højaktuel - også i Norge

Loven om adoption mod forældrenes vilje har optaget nordmændene, siden de først i 90érne blev indklaget for Den Europæiske menneskerettighedsdomstol i Strassbourg

Mens diskussionen om tvangsbortadoption i Danmark er helt ny og resultat af en erkendelse af, at hjælpen til et stadigt stigende antal børn anbragt uden for hjemmet ikke er god nok, har norsk lov siden 1953 givet hjemmel til det, vi i Danmark kalder tvangsbortadoption. Alligevel er emnet højaktuelt. Ikke bare i Danmark, hvor der 22. januar er en høring om emnet men også i Norge. Det norske Storting behandler i næste måned en rapport fra Børne- og familiedepartementet, som på Stortingets foranledning har måttet forholde sig til, om loven om adoption mod forældrenes vilje er god nok. Samtidig er Lene Renate Lauritsen i gang med en doktorafhandling om emnet ved det juridiske fakultet ved universitetet i Tromsø som følge af en Højesteretsdom fra 1997, hvori der blev stillet spørgsmålstegn ved den eksisterende lov. At nordmændene er så optagede af, om loven fungerer godt nok så mange år efter, at der første gang blev givet hjemmel til tvangsbortadoption, skyldes utvivlsomt, at de er meget engagerede i børns ve og vel, men det spiller unægtelig også ind, at de for alt i verden vil undgå at blive indklaget for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg. Det blev de først i 90èrne, da Norge i en såkaldt Adele Johansen-sag blev anklaget - og senere dømt - for at have grebet for hurtigt ind og bevilget adoption og for at have tilsidesat familiens rettigheder. Man havde med andre ord ikke givet de biologiske forældre tilstrækkeligt med chancer, vurderede man i Strassbourg. Og det gav genlyd langt uden for Norges grænser. Alene som følge af anklagen ændrede Norge sin børneværnslov i 1993 - og ikke mindst praksis, som fylkesnemndleder Audun Edvardsen siger. Bl.a. faldt praksisen med at bortadoptere børn umiddelbart efter fødslen væk, hvilket formentlig er en del af forklaringen på det fald i antal af bortadoptioner, som alle taler om, men som de har svært ved at dokumentere præcist på grund af, som det hedder, forskellige opgørelsesmetoder. Fast ligger det dog, at 10 af landets 12 fylkesnemnda i 1994 tilsammen behandlede 43 bortadoptionssager, der ialt omhandlede 57 børn. I 1998 var tallet nede på 23 adoptionssager omfattende 27 børn. Men i fjor var der tale om 35 børn, selv om fødselstallet er faldende. Det omfattede til gengæld samtlige 12 fylkesnemnda ifølge Lene Renate Lauritsen. I Barne- og Familiedepartementet, der er sammenligneligt med det danske socialministerium, er hverken underdirektør Lise Gundersby eller afdelingsleder Tone G. Smith imidlertid meget for denne direkte sammekædning med Adele Johansen-sagen. Lige som de i det hele taget er forsigtige og tilbageholdende med udtalelser, der kan tolkes politisk, men det var, erkender de, i forlængelse af netop Adele Johansen-sagen, at departementet i 1996 blev bedt om at vurdere, om den nye børneværnslov herunder særskilt om bestemmelserne om adoption mod forældrenes vilje fungerer. Barnets bedste De fastslår, at hvad de kalder opfølgningen af retstilstanden skyldes, at adoption mod forældrenes vilje er et særdeles indgribende tiltag, da det er uigenkaldeligt, og at det derfor hele tiden og altid bør sikres, at det kun sker dér, hvor det er til barnets bedste. - Det bedste er naturligvis forebyggende tiltag så tidligt så muligt, så man helt undgår at komme i en situation, da man skal bortadoptere et barn. Men når det er sagt, er tvangsbortadoption i enkelte tilfælde en god løsning for barnet, som man ikke ønsker at fjerne. - Men jo, jeg mener også, at det var rigtigt at skabe et øget bevidsthed om anvendelsen af bestemmelsen efter Strassbourg-sagen. Den er en af de problemstillinger, vi har været optagede af, erkender Tone G. Smith. En anden problemstilling man har været optaget af i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten til Stortinget har været, om man burde give adoptivbørn ret til fortsat samvær med de biologiske forældre. Overvejelserne skyldtes, at man i forbindelse med en Højesteretssag i 1997 havde funderet over dette som en mulighed. Vel sagtens som en udløber af Adele Johansen-sagen men også fordi, at det ifølge Børneværnsloven, som altså tillader adoption, er vigtigt, at barnet har kontakt til sine biologiske forældre. I departementet er man imidlertid, lige som forsker Lene Renate Lauritsen, nået frem til ikke at anbefale nogen ændring på dette område. - Vi synes ikke, at det er nogen god idé. Har barnet brug for samvær med sine biologiske forældre, skal det ikke adopteres bort, lyder forklaringen. Det har i forbindelse med rapporteringsarbejdet også været diskuteret, om man kunne udformere mere præcise retningslinjer for, hvornår en adoption bør finde sted. Som loven er udformet i dag kan det ske "når det er til barnets bedste". - Det er vældigt vanskeligt at udforme generelle retningslinjer for, hvornår det er til barnets bedste. Man diskuterer det også i andre sammenhænge. I skilsmissesammenhænge for eksempel, siger Tone G. Smith og tilføjer, at det nærmest er umuligt at definere og helt komme uden om skøn i den sammenhæng. - Netop derfor er det vigtigt, at vi hele tiden følger udviklingen nøje, ser om adoptionsloven fungerer tilfredsstillende og fortløbende har en diskussion, gør Lise Gundersby gældende. Diskussionen kører dog alene hos myndighederne og i universitetsmiljøerne. Den finder normalt ikke sted i medierne, og spørger man sig for på gaderne i Oslo, ved mange knap nok, at Norge bortadopterer børn mod forældrenes vilje. Andre ser ikke bortadoptionen som noget problem. Og måske hænger det sammen med, som sektionschef i Børne-, ungdoms- og familieforvaltningen, Morten Stephansen, er inde på, at nordmændene ser adoption som et alternativ dér, hvor fortsat kontakt til forældrene er til skade for barnet.